Hjemmedyrkede cocktails på flaske
”Vi sælger 400.000 flasker i 2016,” siger folkene bag firmaet Nohrlund, der vil skabe en succes på cocktailmarkedet
Indtil nu i 2015 har iværksættervirksomheden Nohrlund solgt over 120.000 cocktails og ender formentlig med at sælge 200.000 stk., inden året er gået. I 2016 er målet at sælge 350.000 – 400.000 cocktails.
Medstifter af Nohrlund, Søren Aamand, er klar i mælet og sætter sin lid til sine unikke produkter, som firmaet fremstiller helt fra bunden af rene råvarer i produktionslokaler i Horsens, hvor en investor har sat penge i nye kølerum, fryserum, store gryder, saftpressere og store rivejern. Sammen med medstifteren Anders Houmann satser Søren Aamand på at skabe en succes i en ellers lidt udskældt kategori.
”Den her premixed cocktail har været en meget udskældt kategori ved siden af øl og vin og spiritus, fordi der har været mange producenter, der har lanceret den billige løsning med e-numre og andre tilsætningsstoffer osv. Når man så har købt og smagt en færdiglavet cocktail, så har den ikke smagt af de forventninger, som man havde på forhånd,” siger Søren Aamand.
Han har lavet bararrangementer de seneste fem år og har været bartender i otte år og kender sine kunder.
”Mange har en fordom om, at det nu bare er noget nyt sprøjt. Vi skal overbevise om, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre at fremstille et ordentligt produkt. På flaske. Der er mange, der er skeptiske, når de hører om produktet. Det får vi vendt om, når de har smagt det.”
Tre varianter
Hvis man gerne vil købe en Nohrlund cocktail, har man tre muligheder: Vodka med jordbær, rabarber, vanilje og lime. Gin med ingefær og hyldeblomst eller rom med hyben og havtorn.
”Vi ved det virker,” siger Søren Aamand.
Samtidig vidste Anders Houmann og Søren Aamand, at hvis de gik på markedet og serverede deres version af en Mojito, af en Piña Colada eller af en Strawberry Daiquiri, så ville rigtigt mange mennesker have en forestilling om, hvordan sådan en kendt cocktail skulle være.
”Når vi lancerer vores helt egne cocktails, så ved folk ikke, hvordan de skal smage på forhånd. Det vil sige, at de bedømmer ikke produktet, før de har smagt det. Jeg tror ikke vores koncept havde fungeret så godt, hvis vi havde efterlignet de kendt drinks. Vi kunne godt lave vores bud på det, men i 9 ud af 10 tilfælde ville det være forkert,” siger Søren Aamand.
”Vi tror, det bliver en succes, for når folk først har smagt det, så kan de godt lide det, og så køber de det igen.”
Nohrlund bruger ingen penge på markedsføring og reklamer. Firmaet bruger penge på smagsprøver. 25-30 pct. af al produktion lige nu går til at lave prøvesmagninger og stille op til festival og dele smagsprøver ud. Fremstød på Smukfest og Grøn Koncert har givet så stor efterspørgsel, at man håber, det forsætter ind i julefrokostsæsonen.
Bliver det en succes føjer man formentlig nye produkter på bardisken. Til næste sæson er der måske en særlig julecocktail og en speciel nytårsvariant. Og måske en sommervariant i begrænset oplag.
Ideen til den færdiglavede cocktail kom, da Søren Aamand for nogle år siden skulle lave cocktails til 3.000-4.000 mennesker til en stor firmafest.
Cocktails til så mange mennesker kræver mange bartendere, det giver meget spild, og det er dyrt i drift.
”De parametre ville vi gerne risikominimere,” siger Søren Aamand. Han kan stadig købes som traditionel bartender, men hvis det er for dyrt, hvad er alternativet så?
Det findes nu på tre små flasker med hver sin smag. En billigere, men også mere unik løsning til en festlig aften, mener Søren Aamand.
Økonomien
Den aktuelle udfordring er økonomien.
”Vi vokser hurtigere, end vi kan følge med,” siger Søren Aamand, der sammen med en investor
har skullet investere i produktionsudstyr, i lokaler og biler, så det kan lade sig gøre rent praktisk at følge med. Der skal fremstilles en masse produkter, der skal købes en masse alkohol hjem. Det bliver solgt, men der er rigtigt mange penge ude at svømme lige nu.
”Vores likviditet er under pres. Folk køber vores produkter, de kan rigtig godt lide det, men vi er sindssygt presset, fordi omsætningen går relativt hurtigt. Det er kun, så budgettet lige kan hænge sammen.”
Han og makkeren bruger al deres tid på produktionen og på at uddele gratis smagsprøver, som er deres form for markedsføring. Anders skriver netop nu speciale og forventer at blive cand. merc. fir. i finansiel regnskab. Søren er den kreative.
Ideen opstod, da de forrige sommer sad i et sommerhus nær Middelfart og endnu engang fik lyst til at drikke cocktails.
“Vi var trætte af, at når vi havde fri fra baren og tog i sommerhus, skulle vi have alting med, når vi ville have en cocktail. Det var som at starte forfra på arbejde, når vi skulle holde fri,” siger Søren Aamand. Sommerhuset hedder Nohrlund, og et unikt produktnavn var født. Tilbage var kun hårdt arbejde med at finde de rigtige råvarer, fremstille de rigtige smage, få de rigtige godkendelser hos myndighederne for at kunne gå ud på markedet. Det lykkedes i løbet af sidste vinter, og siden er det gået stærkt.
”Jeg håber, vi kan komme til at leve af det. Lige nu giver det ikke rigtig noget. Det er et bevidst valg, at vi skal have udbetalt løn for at kunne eksistere. Hvis vi ikke gjorde det, skulle vi have et andet arbejde et andet sted. Så ville vi miste fokus. Vi ser det som en investering at bruge penge på os selv.”