Fortsæt til indhold

Nørager stjal kampen og fik point mod Vivild IF

Nørager var bagud med 2-0 med en mand i undertal, men fik udlignet til 2-2 i intenst lokalopgør i Serie 1

Samfund
Af Martin Schultz

Perfekt fodboldvejr, en nyklippet bane og en flot tilskuerkulisse.
Scenen var sat for enfin fodboldoplevelse, da Vivild IF og Nørager B lørdag eftermiddag tørnede sammen i et lokalopgør med vigtige point på spil i Langhøj Idrætscenter.
Og tilskuerne fik en spændende kamp at se, hvor Nørager B var tæt på at miste alle tre point efter igen igen at have fået rødt kort og gule kort, men hvor Nørager kom tilbage i kampen og var tæt på at stjæle en ellers sikker sejr fra Vivild IF.
Men de to lokalrivalerne delte i porten med slutresultatet 2-2 og det var et vigtigt point for begge hold, som begge hurtigt kan blive blandet ind i et tæt nedrykningsopgør med fire kampe igen.
Nørager B stillede i stærkeste opstilling og havde på den baggrund nok ventet at få mere med hjem fra Vivild, men allerede efter ti minutters spil måtte holdet trække sin angrebsprofil Mikkel Stær ud af kampen med en forstrækning.
”Det var en streg i regningen, for nu manglede vi en topangriber til at rue Vivild i det bagerste rum,” siger Nørager træner Casper Kjær Sørensen.
Christian Mørk blev sendt frem i front og Kristoffer Frandsen kom ind fra bænken og spillede kanten.
Også Vivild måtte skifte tidligt ud, da Lauritz Hørby blev afløst af Thomas Thorngaard efter at være blevet trådt over anklen af Michael Jensen, hvilket indbragte Nøragerspilleren en tidlig påtale.

Rødt kort til Nøragers Michael Jensen

Efter en jævnbyrdig 1. halvleg med et overtag til Nørager fik Michael Jensen kort før pausen gult kort og blev udvist i 10 minutter.
”Vi var tilfreds med vores spil i 1. halvleg, men med Michaels udvisning mistede vi grebet om kampen. Vi kom i mindretal på banen og frustrationen bredte sig på holdet,” siger Casper Kjær Sørensen.
Det gav Vivild plads til at komme mere med i kampen.
”Vi forsøgte at ændre på vores pres i pausen, og det gav pote, da vi kom klart bedst ud til anden halvleg. Efter 50 minutter sparkede Paulo Maciel over mål på oplæg fra Emil Thyre, og to minutter senere gjorde Thomas Thorngaard det til 1-0 på oplæg fra Casper Moltke og Paulo Maciel,” fortæller Vivild IF's assistenttræner Jesper Møgelvang.
Endnu tre minutter senere havde Sebastian Stær nær gjort det til 2-0 efter et frispark, men efter 58 minutters spil gjorde Paulo Maciel det til 2-0, da han sparkede bolden ind over udeholdets målmand fra lang afstand.
Minuttet efter fik Nøragers Michael Jensen sin anden advarsel advarsel og røg ud med rødt, og kampen syntes afgjort, da Daniel Sortkjær desuden fik et gult kort for brok.

Nørager indhenter Vivilds to måls føring

Men efter godt 72. minutter blev det kampafgørende, at Paulo Maciel fik en advarsel og røg ud i ti minutter.
”Nu var vi ti mod ti og så satsede vi hele butikken,” siger Nøragertræner Casper Kjær Sørensen.
Nørager kom tilbage i kampen, da der blev begået straffespark imod Mark Thomassen, som blev skubbet i ryggen i en standardsituation. Nøragers forsvarsspiller Søren Bai scorede sikkert på straffesparket.
”Nu var kampen åben igen og vi skulle holde trykket. Vivild virkede rystede over at en sikker sejr var ved at glide dem af hænde,” siger Casper Kjær Sørensen.
Udligningen kom efter 81 minutter, da Christian Mørch over næsten en halv banelængde sendte en sukkerbold ind i hovedet på Kristoffer Frandsen, som timede sit løb og opspring og fangede Vivild keeper Christian Rygaard på mellemhånd med et flot hovedstød.
Efter 88 minutters spil lagde Vivilds Emil Thyre bolden tilbage til målmand Christian Rygaard, som samlede bolden op med et indirekte frispark til følge, men Lauge Feldskov ofrede sig efterfølgende med 110 procent og fik derved afværget et Nørager mål.

Vivild fik ikke snøret sækken

I Vivild ærgrede man sig over, at man ikke fik snøret sækken mens tid var, og at man ikke fik alle tre point ud af opgøret.
”Set med de positive briller bevægede vi os dog yderligere væk fra nedrykningsstregen, og vi mangler nu kun 4-6 point i de resterende kampe for at klare frisag. Desuden fik vores andethold tre nemme point, da gæsterne fra TMV 8530 ikke kunne stille hold i serie 4, og det ser således også ud til, at vi kan klare frisag i denne række,” siger Vivild IF's assistenttræner Jesper Møgelvang.
I Nørager er træner Casper Kjær Sørensen tilfreds med kampen.
”Jeg var meget tilfreds med 1. halvleg, og jeg er tilfreds med at vi scorer to mål i slutningen af kampen efter at have været bagud med 2-0. Vi kunne stadig trykke på og var tæt på at stjæle sejren. Det viser noget om spillernes indstilling,” siger Casper Kjær Sørensen, som dog må undvære en skadet Mikkel Stær og en karantæneramt Michael Jensen, som fik to dages karantæne efter sit røde kort, i lørdagens vigtige hjemmekamp mod bundproppen Lyseng, som i weekenden fik tre point mod Grenaa IF.
Vivild IF skal lørdag eftermiddag til Tilst og møde topholdet DGL 2000 Aarhus.