Per Viggo Larsen starter i midten af november
Den ny Skole- og Dagtilbudschef i Syddjurs Kommune forventes at kunne deltage i de kommende, såkaldte dialogmøder, med skolebestyrelserne
Efter tre år som skolechef i Vordingborg Kommune flytter Per Viggo Larsen tilbage til fastlandet for at blive Skole- og Dagtilbudschef i Syddjurs Kommune.
Læs også: Ny Skole- og Dagtilbudschef: Syddjurs Kommune henter Vordingborgs skolechef
Det forventes, at den ny afdelingschef begynder sit virke 15. november, oplyser FI-udvalgsformand Per Zeidler (LA), der ikke har mødt Per Viggo Larsen endnu face-to-face.
"Hvis det kan passes ind i hans kalender, forventes det, at den ny Skole- og Dagtilbudschef deltager i de årlige dialogmøder med vores ti folkeskolebestyrelser og bestyrelsen for Pindstrupskolen, som Udvalget for Familie og Institutioner skal have i den kommende tid," siger Per Zeidler.
Stillingen som Skole- og Dagtilbudschef var opslået to gange, før ansættelsesudvalget var sikre på, at de havde fundet den rigtige chef.
Per Viggo Larsen var ikke blandt ansøgerne i første runde, erfarer Lokalavisen.