Glaskunstnere står sammen til MaltMarked
Lokalt fremstillet kunsthåndværk og gode fødevarer pynter til MaltMarked i Ebeltoft
Side om side med Ebelfestival, som er her og der og alle vegne i Ebeltoft i efterårsferien, begynder Den Ny Maltfabrik at røre på sig.
I udeområdet mellem Maltfabrikkens bygninger og i Maltlageret er der frem til lørdag boder med lokale kvalitetsfødevarer og kunsthåndværk af høj kvalitet af lokalt bosatte kunsthåndværkere.
I selve Maltfabrikken er der en kunstudstilling med Ulla Lundsgart, Jens Thordal, Frans van der Woude, Niels H. Peitersen og Saxum-Litho. Det skulle være sidste gang bygningen er tilgængelig inden den store ombygning går i gang.
Fælles præsentation
Blandt kunsthåndværkerne er der et glædeligt gensyn med hele otte glasværksteder og glaskunstnere fra Ebeltoft og nærmeste omegn.
”Vi er gået sammen om at præsentere os ved denne lejlighed og jeg håber, at det også bliver muligt fremover, så vi igen kan tale om Ebeltoft som Glassets By,” siger Tchai Munch, som tirsdag stod for pasningen af den fælles udstilling og præsentation i Maltlageret.
Blandt deltagerne var også byens nye glasværksted med glaskunstnerne Ned Cantrell og Karen Nyholm, som for nylig er rykket ind i Tchai Munch og afdøde Finn Lynggaards tidligere værksted i Nedergade i Ebeltoft.
Desuden er der blandt kunsthåndværkerne både keramikere, tekstilere og papirkunstnere med på markedet.