Ude med snøren i havkajak
Hornfisk på havkajakturen
Den dalende sol skimtes bag skyerne, og havternerne dykker sultne efter småfisk i bølgerne ved Gjerrild Klint. De ligner små missiler der styrdykker ned i havet og kort efter kommer op med aftensmaden i næbbet.
"Det er en normal klubaften for medlemmerne i kajakafdelingen i Gjerrild Bønnerup IF, hvor naturoplevelserne langs Djurslands kyster er en naturlig del af holdet, og som ikke vil undværes", fortæller Kenneth Flammild.
Denne klubaften er dog lidt anderledes end mange andre ture. Lidt over middag får medlemmerne en sms fra formanden for kajakafdelingen, hvor han skriver at han medbringer fiskestænger til kajakturen. Om aftenen lægger de medlemmer, der har fisketegn, snoren i vandet med makrelforfang og en tobisblink trækkende efter kajakken. Det giver pote. og efter en dejlig aften med tiltagende vind og bølger, og med hornfiskene svømmende tæt omkring havkajakkerne, er fangsten blevet til fem flotte hornfisk i alt.
Yngste medlem, der dog måtte nøjes med to fjæsing, er Lucas Flammild, der stiller op til fotografering med fangsten.