Fortsæt til indhold

Kattehjem vil gå sine egne vegne

Tøstrup Kattehjem og Dyreværn skal drives som privat internat for katte, hunde og andre kæledyr

Samfund
Af Martin Schultz

Ligesom katten er sin egen, så vil det, som har været kendt som Tøstrup Kattehjem, også være sin egen og skal fremover drives som Tøstrup Kattehjem og Dyreværn.
Bag det nye kattehjem står Mariann og Hans Jørgen Betzer-Poulsen, som bor på Sjørupgårdvej 15 i Tøstrup, hvor kattehjemmet ligger.
Mariann Betzer-Poulsen bliver leder af det nye kattehjem, som ikke blot skal tage sig af nødstedte og herreløse katte, men også af hunde, kaniner, marsvin, fugle og lignende mindre kæledyr.
”Efter ni år under Dyrenes Beskyttelse føler jeg behov for at drive et dyreværn i eget regi. Jeg ønsker at opprioritere dyr i nød og vil med et privat drevet internat få mere indflydelse på, hvilke nødstedte dyr vi ønsker at hjælpe og hvordan vi kan yde den bedste hjælp,” siger Mariann Betzer-Poulsen.
Dyrene skal opholde sig på internatet indtil der er fundet nye hjem til dem.

Selvstændigt og privatfinansieret dyreværn

Mariann Betzer-Poulsen har gennem ni år været internatsleder på først Ørsted Kattehjem og siden 2009 på Tøstrup Kattehjem, som blev drevet som internater under Dyrenes Beskyttelse.
Nu vender Mariann Betzer-Poulsen ryggen til Dyrenes Beskyttelse og starter Tøstrup Kattehjem og Dyreværn.
Det nye dyreværn bliver selvstændigt og privatfinansieret. Et medlemskontingent bliver en del af det økonomiske grundlag. Det årlige kontingent er 350 kr.
Desuden skal der skaffes midler til driften gennem støtte fra fonde, private donationer og testamentariske gaver.

Får også plads til hunde

Tøstrup Kattehjem og Dyreværn er åben for modtagelse af mindre kæledyr.
”Vi tager imod voksne katte og killinger som hidtil og har en kapacitet på omkring 300 katte. Vi tager også imod marsvin, kaniner og fugle, og vi får en afdeling uden for huset med plads til 6-8 hunde,” siger Mariann Betzer-Poulsen.
Tøstrup Kattehjem og Dyreværn modtager herreløse pg nødlidende dyr. Privatpersoner kan i begrænset omfang og efter aftale indlevere dyr imod betaling.