Fortsæt til indhold

Nationalpark Mols Bjerge med før første gang

Mere end 45 arrangementer på programmet til fredagens KulturnatDjursland

Samfund
Af Martin Schultz

Der bliver flere arrangementer med hygge på den uhyggelige måde, når KulturnatDjursland fredag 9. oktober løber af stablen med aktiviteter for store og små over hele Djursland.
Blandt de nye partnere i samarbejdet er Nationalpark Mols Bjerge, hvor en af de bedste kendere af Nationalparken, Poul Erik Bærentzen, inviterer på en lommelygtetur med uhyggelige indslag.
”Nationalpark Mols Bjerg har ikke før har været med på kulturnatten, men vi fandt, det var en oplagt mulighed i år,” siger Poul Erik Bærentzen om sin lommelygtetur, som har mødested kl. 19.30 ved Besøgscenter Øvre Strandkær, Strandkærvej 7 i Mols Bjerge.
”Vi glæder os til, at folk i alle aldersgrupper får mulighed for at opleve nationalparken og dyrene i mørke, og vi har lagt en særlig ”uhyggelig” overraskelse ind på turen. Vi regner med, at turen varer 1-1,5 time.”

Skate og koncert på Kratværket

Det er femte år i træk, hvor KulturnatDJURSLAND præsenterer en række spændende kultur- og fritidsaktiviteter på hele Djursland.
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune. I alt er der mere end 45 forskellige arrangementer på hele Djursland.
Fra rækken af interessante tilbud kan nævnes Gaming Grenaa i Arresten, Rapelling på Rampen ved Ny Malt i Ebeltoft, koncert på Ørsted Kro, Frikadelle-bibliotek på Rampen, aftenmusik i klokketårnet i Grenaa, Carl Nielsen koncert i Øster Alling, skate og koncert på Kraftværket i Kolind, Musikkulturnat i Koed. Og meget mere.

Halloween Night i Grenaa

I Grenaa dækker ShopiCity op til en aften med gys, overraskelser og åbne butikker.
”Vi arrangerer Halloween Night med hygge for alle aldersgrupper - på den uhyggelige måde,” fortæller Henning Skov Meisler fra ShopiCitys aktivitetsudvalg.
Han koordinerer mange af aktiviteterne i samarbejde med blandt andet foreninger, spejdere, uddannelses- og kulturinstitutioner.
”Det bliver stemningsfuldt, byen bliver pyntet op med græskar, og som afslutning vil der være fakkeloptog fra Torvet til Pavillonen.
Også Ebeltoft by har kastet sig over Kulturnatten, så der bliver gang i butikkerne med stempelskattejagt, gadegøgl, veteranbiler, kakaoudskænkning, knæklys-bølge og meget mere.