Fortsæt til indhold

Kunstspor til kunstnere på Djursland i weekenden

Fotografen Jens H. Petersen i Nøruplund åbner sit atelier til Kunstspor med 30 åbne værksteder på Djursland

Samfund
Af Martin Schultz

30 kunstnere indenfor billedkunst, skulptur, keramik, glas, tekstil og fotografi åbner i weekenden deres værksteder til det årlige Kunstspor arrangement i Norddjurs og Syddjurs kommuner.
Blandt deltagerne er for første gang biologen og fotografen Jens H. Petersen, Tirstrup, som netop nu er aktuel med en ny bog, hvor fotografiet er en bærende del af udtrykket.
Jens H. Petersen udgav i august bogen ”Drømmen om en lille økologisk æbleplantage” på Gyldendal. Det er fortællingen om den æbleplantage, som han sammen med sin kone Karin Alsgård Jensen anlagde for over ti år siden i Nøruplund ved Tirstrup.
Men udover at være en anerkendt biolog, svampeekspert og æblekender, er Jens H. Petersen også en meget dygtig fotograf.
“Jeg arbejder i krydsfeltet mellem videnskabelig illustration og kunstnerisk udtryk,” siger Jens H. Petersen om sit fotografiske arbejde, som både omfatter nærbilleder af biologiske fænomener såvel som landskabsbilleder, som han blandt andet viser i bogen “Landbrugslandet” med billeder fra Djursland.
Til Kunstspor arrangementet vil Jens H. Petersen åbne sit atelier på gården på Nøruplundvej 2 og vise fotografier inden for de forskellige genrer.

Landskabet inspirerer

Blandt de kunstnere, som har været med i Kunstspor i flere år, er billedkunstneren Simon Aaen, som åbner sit værksted på Gartnervangen 10 i Rønde.
Herfra har han en flot udsigt over herregårdslandskabet, Mols Bjerge, vigen og Kalø slotsruin.
“For mig som kunstner er naturen og kysten på Djursland en uudtømmelig inspirationskilde. Årstidernes skiften, den høje himmel, spejlingerne fra havet gør noget ved én og giver en stærk motivation i arbejdet med billederne,” siger Simon Aaen.

To præsentationsudstillinger

I alt 30 kunstnere fra Djursland er med i arrangementet, som bakkes op af Syddjurs og Norddjurs kommuner.
De åbne værksteder rækker fra maleren Hans Clausens værksted i Skørring i vest til billedkunstneren Helga Kristmunsdottir i Hyllested i øst. Eller fra maleren og grafikeren Vidar Håkon Utvik og keramikeren Karin Normann på Bønnerup Havn til Molsmaleren Magda Høgh i Begtrup i syd.
Alle de deltagende kunstnere holder deres værksteder åbne lørdag og søndag fra kl. 11 til 17. Samtidig har alle kunstnere leveret værker til to præsentationsudstillinger i nord og syd, som kan virke som en slags appetitvækkere inden turen går ud i landskabet til kunstnernes værksteder.
Udstillingen i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa er åben til 18. oktober, mens udstillingen på Fuglsøcentret har fernisering fredag kl. 17 og kan ses lørdag og søndag kl. 11 - 17.

Fotografen og biologen Jens H. Petersens fotografier ligger i krydsfeltet mellem videnskabelig illustration og kunstnerisk udtryk. Arkivfoto