Fortsæt til indhold

Dobbeltkor og blæsere i Bregnet Kirke

Mols-Helgenæs Kirkekor krydser musikalske klinger med musikerfamilien Pultz søndag aften

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Søndag synger Mols-Helgenæs Kirkekor i Bregnet Kirke, dirigeret af Judith Völker, sig igennem et koncertprogram for kor, orgel og blæsere sammen med musikerfamilien Pultz.
Familien er lidt af en institution på Djursland. Mor Kirsten arbejder til dagligt som organist og er desuden uddannet sanger. Far Karsten er både pianist, trompetist, komponist og arrangør. Deres tre børn Frederik, Jakob og Benedikte spiller trompet, trombone og horn og danner sammen med deres forældre også et vokalensemble.
Her kommer så samarbejdet med Mols-Helgenæs kirkekor ind i billedet.
Koret har sammen med familien Pultz indstuderet tre motetter for dobbeltkor, nemlig Johann Pachelbels 'Syng Herren en ny sang' og 'Nu takker alle Gud' og Heinrich Schütz '100. Psalm', som de synger i Bregnet Kirke.
Værkerne er meget opløftende og festlige, og de får hele kirkerummet at klinge. Programmet rundes af med korsatser af Carl Nielsen samt et par fællessalmer.