Spindesiden tager spidsen på Grenaa Gymnasium
44-årige Helene Bendorff Kristensen skifter Nyborg Gymnasium ud med Grenaas ditto pr. 1 december 2015
Grenaa Gymnasium foretager et generationsskifte på lederposten, når rektor Ole Fjord helt efter planen går på pension, og bliver afløst af nuværende IB Koordinator på Nyborg Gymnasium, Helene Bendorff Kristensen, 44.
Grenaas kommende rektor har ud over ledererfaring fra Nyborg Gymnasium fra to perioder også en tid som vicerektor, halvandet år, på Kolding Gymnasium at trække på.
Læs også: Grenaa Gymnasium: Rektor tæt på den allersidste dans
Læs også Grenaa Gymnasium: Bestyrelsesformand afviser fusion med Viden Djurs
Formand for Grenaa Gymnasiums bestyrelse, Finn Pedersen, fremhæver, at man både i Nyborg og Kolding, ligesom i Grenaa, har tre uddannelsesretninger, STX, HF og IB (international studentereksamen) og desuden også kostafdelinger.
"Helene Bendorff Kristensen har derfor et indgående kendskab til netop de områder, der også er Grenaa Gymnasiums styrkeområder. Med hende har vi fået en rektor, der vil være i stand til at fortsætte den markante udvikling af Grenaa Gymnasium har gennemgået under Ole Fjords ledelse, samtidig med, at hun vil sætte sit eget præg på skolen," lyder det fra bestyrelsesformanden.
Historie og engelsk
Helene Bendorff Kristensen er uddannet cand. mag. i historie og engelsk på Syddansk Universitet i 1998.
Hun er gift og har tre børn.
Familien flytter til Grenaa i forbindelse med Helene Bendorff Kristensens nye stilling på Grenaa Gymnasium.