Ny hæder til Viden Djurs
Viden Djurs hædret forleden med fornem international pris
?Viden Djurs blev nyligt hædret som vinder af RegioStars Awards 2015 for gennemførelsen af projekt Scandinavian Game Developers ved stor ceremoni i Bruxelles. Dermed fik Grenaa understreget sin position som Danmarks spilhovedstad.
Viden Djurs har haft projektledelsen for ”Scandinavian Game Developers”, der blev udnævnt som EU's bedste projekt i 2015 i kategorien ”Smart Growth” blandt 150 indstillede projekter.
Prisoverrækkelsen foregik i Bruxelles i koncert- og udstillingsbygningen Palais des beaux-arts (BOZAR).
“Corina Cretu, kommissær for EU's Regionalpolitik, overrakte prisen sammen med stor ros til projektet, der, som hun udtalte, er et mønsterprojekt og et godt bevis på, hvordan man kan kickstarte en helt ny branche med den rette indsats,” fortæller en stolt Tove Ingerslev, afdelingsleder for VID projekter på Viden Djurs.
Det var Tove Ingerslev, der på vegne af Viden Djurs modtog prisen i Bruxelles, og til stede var også Mikkel Fledelius Jensen, fra Erhvervsakademi Dania. De to har sammen varetaget projektledelsen på Scandinavian Game Developers.
Godt afsæt til nyt projekt
”Vi er meget stolte af, at vores fælles projekt er udnævnt som RegioStar 2015. Det giver god international prestige, og er endvidere et godt udgangspunkt for vores nye KASK-projekt Game Hub Scandinavia, som vi netop har startet, og hvor vi sammen med vores partnere i Danmark og Sverige vil etablere 100 nye spilvirksomheder i løbet af de næste 3 år,” siger Tove Ingerslev.
Projektet har nydt godt af den store opbakning, det har fået fra Region Midt i form af kontant medfinansiering, og fra Norddjurs Kommune, hvor borgmester Jan Pedersen var blandt initiativtagerne til nybyggeriet på GD-grunden, som i dag rummer både lokaler til projektets iværksætterinkubator, The Ranch, og ungdomsboliger.