Fortsæt til indhold

Weekendavisens dumme svin og forfatteren til 'Hildegard' I og II

Anmelderrost forfatter og ikke altid forfatterrost anmelder til Bogdag på Ebeltoft Bibliotek

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der fik sit store gennembrud med de anmelderroste biografiske romaner 'Hildegard' og 'Hildegard II', som med en skrift fuld af poesi og sansning indfanger den middelalderlige lægekyndige nonne, forfatter og komponist, Hildegard af Bingens liv, og Weekendavisens første-anmelder af litteratur, Lars Bukdahl, er på programmet ved årets Bogdag lørdag 3. oktober på Ebeltoft Bibliotek, når Syddjurs Bibliotek igen i år holder Bogdag.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fik et stort gennembrud i 2009 og 2010 med dobbeltromanen om middelaldernonnen Hildegard. Mød hende på Bogdag på Ebeltoft Bibliotek

Avisens største aktiv

Lars Bukdahl indleder med at fortælle om at anmelde ny litteratur. Overskriften på hans foredrag er derfor, 'Litteratur som ungdomseleksir. Om anmelderi som afhængighed af nye ord'.

Om Bukdahl, som ikke gør særlig meget for at blive elsket af den danske forfatterstand, har Informations litteraturredaktør Peter Nielsen skrevet: "Man kan mene, at han til tider er infantil, at han kan skrive uforståeligt, og at han burde afholde sig fra at anmelde sine venner, men hans overblik over samtidslitteraturen og hans ekvilibristiske omgang med fraser er uden tvivl bogsektionens (i Weekendavisen, red.) største aktiv."

Ny roman på vej

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er cand.mag. i litteraturvidenskab og arbejder også som freelance anmelder. Hun har udgivet både digtsamlinger og romaner - senest romanen 'Hvad man ikke ved' fra 2013.

Ved foredraget på Ebeltoft Bibliotek fortæller hun om sin nye store roman, 'Dronningen af Saba og Kong Salomon', der lige nu er i trykken. Som titlen antyder, er der igen tale om en historisk roman, og hun vil derfor fortælle om det store researcharbejde bag bogen, der blandt andet førte hende på en fantastisk rejse til Etiopien.

Undervejs i programmet er der også tid til at snakke med andre bogelskere - for eksempel under frokosten, der leveres af 'Smag' i Ebeltoft.