Fortsæt til indhold

Dansk Folkeparti kan forvente en regning

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"Et budgetforlig med 24 stemmer bag i en tid, hvor den nye V-regering har sat tommelskruerne på kommunerne, er godt skuldret og en cadeau til manden for bordenden, borgmester Claus Wistoft (V).

Det kræver meget at række fra yderste venstrefløj til yderste højre, og det er lidt af en kraftpræstation.
I?Norddjurs Kommune formåede borgmester Jan Petersen (S) ikke at gøre det samme. Han måtte nøjes med opbakning fra sine 16 sædvanlige støtter: S, SF, DF?og en løsgænger.

Dansk Folkeparti og løsgænger Anette Quist Busk satte ikke deres signatur på budgettet i Syddjurs. Det første er mere overraskende end det sidste.

Anette Quist Busk forsøger af alt kraft at fastholde rollen som byrådets Mother Teresa med hjertet på rette sted, mens hendes kolleger har opgivet politik og i stedet forlovet sig med direktionen og et Excel-regneark, ifølge Quist Busk.
Det udelukker ligesom alt lyst til samarbejde.

Dansk Folkepartis sene exit fra budgetforhandlingerne er mere overraskende, og gruppeformand Per Dalgaards to begrundelser: udgifter til flygtninge og en frygt for, at tankerne om inklusion i folkeskolerne er for vidtgående, virker alt andet end overbevisende i i 12. time efter mere end en måned lange forhandlinger.

Dansk Folkeparti var en del af konstitueringen efter Kommunalvalget i 2013 - i modsætning til Socialdemokratiet, Enhedslisten og dengang løsgænger Jørgen Brøgger, der siden meldte sig ind hos De Konservative.

Dansk Folkepartis frafald i sidste øjeblik er ikke blevet taget godt imod på borgmesterkontoret, og der er ingen tvivl om, at der bliver afregnet politisk fra borgmesterens side på et tidspunkt.

Claus Wistoft gjorde allerede på pressemødet umiddelbart efter konstitueringen i 2013 det klart, at han havde en klar forventning om, at konstitueringsaftalen var andet og mere end en teknisk aftale.

Med andre ord - der skulle vises korpsånd ved større politiske beslutninger som den kommunale finanslov.
At Dansk Folkeparti så kommer lige før lukketid og meddeler, at de ikke kan stemme for, er i Claus Wistofts optik både udtryk for dårlig stil og dårligt politisk håndværk.

Wistoft vil sige til Dansk Folkeparti, at der havde været masser af tid under forhandlingerne til at få rettet til i formuleringerne, så de også var spiselige for Dansk Folkeparti, men at komme i 12. time og meddele, at man ikke tror på kommunens strategi for inklusion i folkeskolen, kan få selv en blå mand som Wistoft op i det røde felt."