Fortsæt til indhold

Frelling ikke med i 2016-råstofplan

Råstofgeolog hos Region Midtjylland siger til Lokalavisen, at sandsynligheden er meget lille for, at Frelling ved Kolind står nævnt i den kommende råstofplan, som Regionsrådet skal tage stilling til 16. december 2015

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Meget tyder på, at de mange borgere i Kolind og omegn, der har frygtet for, at Regionsrådet skulle udpege et areal ved Frelling som råstofgraveområde i den 2016-råstofplan, som Regionsrådet vedtager på årets sidste møde, 16. december 2015, kan ånde lettet op.
Læs også: Syddjurs: Regionen har gravet Frelling frem igen
Kolind: Frelling ligger for tæt på bygrænsen
Råstoffer: Kolind og oplands Distriktsråd takker pænt nej til ny grusgrav ved Frelling
Debat: Jo mere vi ved - jo bedre råstofplan
Råstofgeolog Lars Kristiansen, Region Midtjylland, siger til Lokalavisen, at det er meget lidt sandsynligt, at Frelling optræder i den kommende råstofplan.

"Vores rådgivningsfirma har foretaget en række boringer ved Frelling, og over telefonen har jeg fået oplyst, at prøverne umiddelbart viser, at materialerne kornstørrelsesmæssigt er meget fine, men netop derfor duer de ikke som stabilgrus, og det er det, vi har efterspurgt," siger Lars Kristiansen.

99 procent sikkert

"Nu skal prøverne analyseres i den kommende tid for, at vi kan finde ud af, om vi kan fremstille betonsand af materialerne i stedet for, men da vi ikke står og mangler lige netop betonsand, så vil vores indstilling til Regionsrådet være med 99 procent sikkerhed, at Frelling ikke skal med i den kommende råstofplan," siger råstofgeologen.

Regionsrådet beslutter

Lars Kristiansen undlader dog ikke at understrege, at det er Regionsrådet, der træffer den endelige beslutning.

"Politikerne plejer dog at følge vores indstillinger, hvis de er fornuftige," siger han.