Cocktails på vej ind på julefrokostbordet
Cocktailproducenten Nohrlund med base i Aarhus og produktion i Horsens satser på at sælge 200.000 færdigproducerede drinks i løbet af 2015. En del af succesen skal komme ved at snige den færdige cocktail ind på firmaernes julefrokostborde.
”Vi rammer måske en trend og kan måske også satse på julefrokostmarkedet. Flere og flere efterspørger cocktails,” siger iværksætter Søren Aamand, der sammen med makkeren Anders Houmann satser stort med et unikt cocktailprodukt. Lige nu snakker Nohrlund med en virksomhed med et par tusinde ansatte om at fremstille deres helt egen cocktail.
”Da jeg startede mit bar catering firma for fem år siden, var jeg en af de eneste. I dag er der 20-30, der leverer barkoncepter,” siger Søren Aamand.
”Det er nemt nok at lave cocktails op til ca. 200 gæster, men derefter begynder det at blive svært. En bar kræver masse personale, tung omsætning. Hvis man har en julefrokost på 500 eller 1.000 gæster og de efterspørger cocktails, så er vores produkt bare en rigtig fin og nem løsning,” mener Søren Aamand. Virksomheden går efter virksomheder og restaurationer, men også private arrangementer.