Bilist ramte læhegn og autoværn
Annette Schmidt
Ved afkørsel syd på motorvejen ved Horsens kørte en 29-årig mand fra Horsens tirsdag klokken 15.54 ind i både midterrabat, læhegn og autoværn.
Den 29-årige kom kørende i den anden vognbane på motorvejen i nordgående retning.
Ud for 129,1 kilometermærket bremsede manden hårdt op, angiveligt på grund af kødannelse og en langsommere forankørende bil.
Opbremsningen resulterede i, at bilens højre hjulpar kom ud i midterrabatten, hvorefter den 29-årige først ramte læhegnet og derefter kørte ind i autoværnet.
Der skete kun materiel skade ved uheldet, oplyser Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.