Fortsæt til indhold

Ungt elitekor giver koncert i Dråby Kirke

Damuco bidrager til Ebelfestival med en koncert med Folkekirkens Ungdomkors Landskor i Dråby Kirke torsdag aften

Samfund
Af Martin Schultz

Der bliver mulighed for at høre et meget dygtigt ungdomskor, når Folkekirkens Ungdoms Landskor og dirigent Sigrid Damsager torsdag aften giver koncert i Dråby Kirke.
Koret er et elitekor, som består af de dygtigste sangere udvalgt blandt alle folkekirkens ungdomskor i Danmark. Sangerne kommer fra alle egne af Danmark og samtidig med at sangerne synger i Landskoret, synger de stadig i deres hjemlige kirkekor.
Koret består af 30 sangere på mellem 12 og 22 år, og der optages nye sangere 1-2 gange om året ved prøver.
På programmet står der kendte danske korsatser og musik af nyere nordiske komponister.

Giver mange koncerter i ind- og udland

Dirigent Sigrid Damsager står i spidsen for koret siden august 2013. Hun er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium og Kungl. Musikhögskolan i Stockholm. Hun er fast dirigent for Nyköpings Kammarkör og har modtaget adskillige danske og internationale udmærkelser for sin indsats som korleder.
Landskoret blev dannet i februar 2003, har udgivet tre CD'er og været på turné i blandt andet Island samt givet talrige koncerter herhjemme.
Koncerten starter kl. 19.30 og der er billetsalg ved indgangen.