Anders Stenumgaard Lind fortid i Syddjurs Ungdomsskole
Parterne afsluttede torsdag det som mange har kaldt "en lortesag" for Syddjurs Kommune
Efter 22 års virke i den lokale Ungdomsskole og senest fem år som øverste leder af Syddjurs Ungdomsskole er Anders Stenumgaard Lind fortid i det lokale ungdomsskolemiljø.
For tre uger siden blev han på et møde med direktør Jørgen Andersen, Syddjurs Kommune, fritaget for tjeneste, fordi samarbejdet på ledelsesgangen i Syddjurs Ungdomsskole ikke fungerede.
Torsdag mødtes repræsentanter fra Syddjurs Kommunes direktion med Anders Stenumgaard Lind og en repræsentant fra hans fagforening.
Udgangen på mødet blev den ventede, at Anders Stenumgaard Lind er fortid i Syddjurs Ungdomsskole.
På trods af den store offentlige interesse om sagen, som flere, herunder politikere, har kaldt "en lortesag" for Syddjurs Kommune, har kommunen valgt at gå stille med dørene og ikke udsende en pressemeddelelse om, at sagen nu er afsluttet.
Per Zeidler (I), formand for Udvalget for Familie og Institutioner, bekræfter dog over for Lokalavisen, at sagen er afsluttet som beskrevet.
Zeidler tager afslutningen til efterretning og har ellers ingen yderligere kommentarer, men han slår fast, at der skal ansættes en ny ungdomsskoleleder snarest.
"Stillingen vil blive slået op, og jeg kan personligt afkræfte forlydender om, at vi nu blot konstituerer en ny leder. Som udvalgsformand mener jeg, at der skal friske øjne på Ungdomsskolen, og derfor skal vi ud for at finde en ny mand eller kvinde til lederjobbet."
Bestyrelsen ser fremad
Tirsdag mødtes Ungdomsskolens bestyrelse med afdelingslederne i Syddjurs Ungdomsskole.
Anders Stenumgaard Linds bror, Thomas, der har det ledelsesmæssige ansvar i Distrikt Ebeltoft-Rosmus, deltog ikke.
Formålet med mødet var, at bestyrelsen skulle lave et høringssvar, der ikke strittede imod den kritik, som afdelingslederne har rejst af Anders Stenumgaard Linds ledelsesstil.
"Vi havde et konstruktivt møde, hvor både bestyrelse og afdelingsledere fik lejlighed til at fremføre nogle ting," siger Ronnie Moslund, formand for Ungdomsskolens bestyrelse.
"Bestyrelsen fik lavet et høringssvar, og heri gør vi opmærksom på, at bestyrelsen fortsat forholder sig kritisk til den måde, som sagen er blevet tacklet på fra Syddjurs Kommunes side," siger Moslund.
"Både bestyrelse og ledere er enige om at kigge fremad og gøre en fælles indsats for at få genskabt Ungdomsskolens ry og rygte, for ingen tvivl om, at vores ry og rygte har lidt stor skade af det, der er sket."
I mødet deltog også direktør Jørgen Andersen, Syddjurs Kommune, som sekretær.
Netop Jørgen Andersen har været en rød klud for flere i bestyrelsen, men dog ikke så blodrød, at de to byrådsmedlemmer i Ungdomsskolens bestyrelse, Jørgen Brøgger (C) og Jens Rasmussen (SF) har haft i tankerne at stille et mistillidsvotum til Syddjurs Kommunes samlede direktion.