Fortsæt til indhold

30. oktober 1965 - 2015

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?30. oktober 2015 kan Hanne og Poul Arne Kristiansen, Ryomgård, fejre guldbryllup.
Parret blev viet 30. oktober 1965 i Marie Magdalene Kirke.

Hanne Kristiansen er født i Stenløse på Sjælland i 1945, og familien flyttede siden til Aarhus, Grenaa og Pindstrup. Hun gik i skole på Ryomgård Realskole og kom efter sin realeksamen i lære ved den daværende Marie Magdalene-Koed Kommune. Siden fulgte kommunesammenlægningerne. Hun oplevede således på tætteste hold overgangene til Midtdjurs Kommune og Syddjurs Kommune.
Hanne Kristiansen stoppede med at arbejde 1. september 2012 efter hele 50 års virke i det kommunale system.

Poul Arne Kristiansen er født i Århus i 1943.
Også hans familie flyttede lidt rundt: Albøge, Lyngby og slutteligt Tjerrild. Skolegangen var henlagt til landsbyskolen i Mesballe, før han kom på Kolind Skole.
1. marts 1958 kom han i lære som gartnerelev ved Pindstrup Mosebrugs Gartneri. Uddannelsen til gartner krævede dengang, at man var ved flere gartnerier i elevtiden.
Poul Arne Kristiansen blev udlært ved gartner Svend Jensen, Skæring, 1. marts 1963.
Herefter sprang han soldat ved Kastellet i København, før han blev hjemsendt 1. januar 1964.
Kort tid efter fik han ansættelse ved gartnerne Brdr. Krath, Aabyhøj. Firmaet flyttede siden til Kankbølle.
Poul Arne Kristiansen drev i nogle år selvstændig anlægsgartneri i fritiden. I oktober 1989 begyndte sygdom at melde sig. Fra da af arbejdede han kun 18 timer om ugen, og i 1991 blev arbejdet sagt op på grund af sygdommen. Efterfølgende fik han tilkendt førtidspension.
Siden er det meste af tiden gået med at bygge Marienhoffhaven op på parrets husmandssted på 13 tønder land lidt uden for Ryomgård, som de købte i juni 1969.

Parret byggede efter et par år deres ejendom om til det, den er i dag, hvor haven er en meget velholdt oase bestående af små huse og miljøer og omkranset af skov, som parret selv skabte grobunden til, da de købte stedet.

I 2002 var haven en af finalisterne i TV 2/Østejyllands sommerkonkurrence om DEN SKØNNESTE HAVE.
Sammen med sønnen Jan, født i 1975, og svigerdatteren Mai-Britt har Hanne og Poul Arne Kristiansen en fælles passion, der hedder Grækenland.

Mange ferier er tilbragt her, som oftest med søn og svigerdatter. 35 forskellige øer er besøgt i tidens løb.
De sidste 5 år har det dog været den samme ø, nemlig Chios. Her bor de ved en familie, som de roser i høje toner for at have hjertet på rette sted.

Parret har altid været travlt beskæftiget med diverse sportsgrene i fritiden: badminton, tennis, dans og gymnastik. På grund af følgerne af diverse sygdomme er sportsaktiviteterne imidlertid blevet skrinlagt
Manden i huset spiller dog fortsat bordtennis med nogle venner i vinterhalvåret under private former hjemme på Marienhoff.

"Vi bruger meget tid på vores have, så den kan se ordentlig ud, når vi åbner den for publikum. Vi holder gerne åbent cirka to weekender i maj-juni måned, og vi nyder, når folk vil komme forbi og hygge sig i haven," siger parret, der for et par år siden anskaffede sig en lille fransk bulldog, Bine, - hende tilbringer de meget tid sammen med.

"Vi nyder vores pensionisttilværelse i fulde drag, og vi elsker at hygge os med børn, naboer og venner til en gang kaffe eller en god middag."