DF undlod at stemme på grund af to pinde
Udgifter til flygtninge og inklusion i folkeskolen ikke DFs kop te
?Det var overraskende, at Dansk Folkeparti i 12. time sprang fra at sætte en signatur på det kommende års budget i Syddjurs, og det måtte gruppeformand Per Dalgaard og DF-kollega Laila Sortland høre for under 2. behandlingen i sidste uge.
Per Dalgaard slog fast, at Dansk Folkeparti kan skrive under på samtlige dele af budgettet, bortset fra to ting: inklusion i folkeskolen og udgifter til flygtninge.
“Vi er fuldt ud loyale overfor de andre dele af budgettet,” understregede Per Dalgaard, der sammen med Laila Sortland undlod at stemme, da Budget 2016 kom til afstemning - i modsætning til løsgænger Anette Quist Busk, der stemte imod, selv om hun med egne ord kun var uenig i to promille af budgetforligets tekst.
Tror ikke på tallene
Per Dalgaard stillede spørgsmålstegn ved det rigtige i, at Syddjurs Kommune skal bidrage med 35 mio. kroner pr. år i fire år til flygtninge, som Syddjurs skal tage imod.
Han henviste til, at han ud fra beregninger fra Rockwool Fondens forskningsenhed var kommet frem til et andet resultat, 22,7 mio. kroner, og bemærkede, at han godt var klar over, at det var staten, der dikterede kommunerne udgifterne, men også at snakken om, at man fik refunderet udgifterne 100 procent af samme stat, ikke holder vand i virkelighedens verden.
Per Dalgaard sagde efterfølgende til Lokalavisen, at hans kritik ikke bare er økonomisk betinget, men også skal ses i en historisk, sproglig og national sammenhæng, der svarer meget godt til de tanker, som den nationalkonservative fløj giver udtryk for i den danske debat, når de advarer mod, at Danmark skal tage imod flygtninge fra andre kulturer, især muslimske lande.
Inklusion urealistisk
Sammen med den daværende SR-regering satte SF, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i 2012 et mål om, at 96 procent af alle skolebørn i 2015 skal modtage almindelig undervisning svarende til, at 10.000 børn skal flyttes fra specialklasser til almindelige klasser eller begynde i en almindelig klasse frem for en specialklasse.
På trods af moderpartiets medvirken stiller både Dalgaard og Sortland spørgsmålstegn ved, om inklusion overhovedet er en god ide, som er gangbar i Syddjurs.
Per Dalgaard henviste til snakke med folk i sit bagland, blandt andet en god kammerats børn, der nu arbejder som lærere i Canada, hvor inklusion har været på dagsordenen i flere år med klare anvisninger på, hvordan det skal foregå. Det er der ikke i Danmark, ifølge Dalgaard.
“Det er et eksperiment som vil give store problemer,” forudser han.