Fortsæt til indhold

Hør historien om Karen Blixens far - levede stærkt og døde mystisk

Forfatteren Tom Buk-Swienty har i to bøger skrevet blændende Karen Blixens eventyrlige far, Kaptajn Dinesen. Hør forfatteren fortsætte i sporet af Kaptajn Dinesen ved sogneaften i Hyllested

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

En spændende biografisk historie om mænd, fædre, krig, eventyr og især kærlighed. Sådan er forfatteren og historikeren Tom Buk-Swientys store dokumentariske to-binds-fortælling om eventyreren, aristokraten, levemanden, krigeren og politikeren Wilhelm Dinesen (1845-1895).
Tom Buk-Swienty gæster Hyllested Forsamlingshus tirsdag 3. november, hvor han fortsætter i sporet af Kaptajn Dinesen.
Han vil fortælle om Kaptajn Dinesens fire krige og om årene som pelsjæger, inden han efter købet af Rungstedlund stiftede familie. Derudover vil Tom Buk-Swienty også fortælle om at rejse i fodsporet på Kaptajn Dinesen fra danske herregårde til franske slagmarker, fra Bosporusstrædet til nordamerikanske prærier og skove.

Født på Katholm

Dinesen blev født på godset Katholm ved Grenaa, og her voksede han op, før han drog ud i verden.
Senere i livet levede han i Nordamerika i perioder blandt indianere, og lærte deres levevis og natursyn at kende. Indianerne gav ham navnet Boganis (dvs. hasselnød), som han senere benyttede som pseudonym til sine 'Jagtbreve' og 'Nye Jagtbreve', som en eftertid siden har givet ham masser af litterær kredit for.
I 1892 lykkedes det ham at blive valgt til Folketinget (for Grenaakredsen) som løsgænger. I Folketinget arbejdede han især med fredning, jagtlovgivning og forsvarspolitik.

Hvorfor selvmord?

På overfladen syntes Kaptajn Dinesens liv at være idyl. Han fik fem smukke børn med sin Ingeborg Westenholz og var på vej til at få et stort gennembrud som forfatter. Men en dag i slutningen af marts 1895 endte det brat. I sin research har Tom Buk-Swienty fundet breve og dokumenter, der kaster nyt lys over hans mystiske død.
Wilhelm Dinesen havde en uægte datter, som blev født i dølgsmål 30. juni 1895 og bortadopteret. Hun døde 8. juli 1982.
Han havde højt og helligt lovet sin puritanske svigermor, at han ville holde sig på måtten med hensyn til at begive sig i lag med andre kvinder, men det løfte kunne han ikke overholde. Han besvangrede en tjenestepige, og det tog han konsekvensen af ved sit selvmord 28. marts 1995.