LO-repræsentant et stort spørgsmålstegn
Eigil Holm Nielsen, medlem af ungdomsskolebestyrelsen, savner et klart svar på, hvor ungdomsskoleleder Anders Stenunmgaard Lind prompte blev bedt om at rydde sit skrivebord
Eigil Holm Nielsen, mangeårig aktiv i fagbevægelsen og i SFs bagland i Syddjurs plus regionsrådskandidat ved det seneste valg i 2013, har i en årrække siddet som LO-repræsentant i Syddjurs Ungdomsskoles bestyrelse, og han forstår lige så lidt som alle andre bestyrelsesmedlemmer Lokalavisen har talt med, hvorfor ungdomsskoleleder Anders Stenumgaard Lind, torsdag formiddag i sidste uge blev bedt om at rydde sit skrivebord fluks af direktør Jørgen Andersen, Syddjurs Kommune.
Fritaget for tjeneste, som det hedder, når man bliver bedt om at pakke sammen, men ikke har fået en fyreseddel.
“Jeg er et stort spørgsmålstegn,” siger Eigil Holm Nielsen, der bor i Knebel.
Uden bisidder
“Jeg kan forstå, at det er ledelsesmæssige forhold, der begrunder, at ungdomsskolelederen er blevet bedt om at tage hjem, men normalt i den slags sager bliver man indkaldt til en tjenestelig samtale og har mulighed for at tage en bisidder med, men det kan jeg forstå på det hele, at det ikke har været tilfældet her,” siger Eigil Holm Nielsen.
Da Syddjurs Kommunes direktion i december 2014 skred til fyring af skolechef Marit Aasland, fik hun lejlighed til at have en bisidder med ved bordet, er Lokalavisen vidende om.
Marit Aaslands afgang var heller ikke begrundet i ledelsesmæssige problemer, men i uenighed om konditionerne for jobbet i fremtiden.
Må være dramatatisk
LO-repræsentanten konkluderer, at det må være dramatisk, siden Syddjurs Kommunes direktion agerer, som den gør i den konkrete sag.
“Normalt fører en tjenestelig samtale til, at man får en skriftlig advarsel, og der bliver aftalt en række forhold som skal forbedres eller ændres, og der bliver lavet en handlingsplan, som der bliver fulgt op på parterne imellem i den næste periode,” anfører Eigil Holm Nielsen.
Han har aldrig haft grund til at bestride Anders Stenumgaard Linds evner til at lede Syddjurs Ungdomsskole.
“Vi har selvfølgelig tit spurgt ind til på bestyrelsesmøderne, hvordan de mange besparelser og fyringer, som Ungdomsskolen er blevet påført, har påvirket arbejdsmiljøet, men både den øvrige ledelse og medarbejderrepræsentanterne har hver gang sagt, at tingene kører,” fortæller Eigil Holm Nielsen.
Hvad ligger der?
Han venter spændt på, hvad direktør Jørgen Andersen kommer med af forklaring på et et ekstraordinært ungdomsskolebestyrelsesmøde mandag 19. oktober.
Byrådet får allerede mandag 12. oktober en orientering fra direktøren.
“Jeg kan ikke vide, om der findes noget i referaterne fra Ungdomsskolens MED-udvalg (både ledere og medarbejdere, red.), som kan give bestyrelsen flere opklarende oplysninger om arbejdsmiljøet i Ungdomsskolen, men det får vi så svar på.”