Fortsæt til indhold

Vink med en vognstang fra hovedkvarteret?

Harald Grønlund, der søndag eftermiddag lod meddele, at han forlader Liberal Alliance og overgår til at blive løsgænger i kommunalbestyrelsen, vil ikke fortælle, om partiets ledelse har bedt ham trække sig

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Harald Grønlund, Allingåbro, er fortid i Liberal Alliance. Det blev en kendsgerning søndag, hvor Harald Grønlund sendte en mail rundt til samtlige sine kolleger i kommunalbestyrelsen med en kortfattet besked om, at han fra nu af er at betragte som løsgænger i lokalpolitik, medlemsskabet til Liberal Alliance er en saga blot.

Det er en artikel i JyllandsPosten fredag 23. oktober 2015: "Opstilling af vindmøller: Ny ballade om inhabilitet i Norddjurs Kommune", der har gjort, at Liberal Alliance i Norddjurs Kommunalbestyrelse nu kun er repræsenteret af Jens Meilvang, formand for Miljø og Teknik, fremover.

Artiklen stiller spørgsmålstegn ved Meilvangs habilitet i Norddjurs Kommunes vindmølleplanlægning, og Harald Grønlund er citeret for følgende: "Det er helt galt det her, selv om forvaltningen åbenbart mener, at det ikke er et problem. Han (Jens Meilvang, red.) har jo været med til at præge hele udvælgelsen, som i høj grad har tilgodeset hans svigerfar. (...)"

Harald Grønlund er citeret videre for, at Statsforvaltningen skal se nærmere på sagen.

Angriber ikke Meilvang

Harald Grønlund siger til Lokalavisen, at han er fejlciteret og aldrig har haft til hensigt at angribe partifællen:

"Jeg sagde udtrykkeligt til den pågældende journalist, at jeg ikke klandrede Jens Meilvang for noget, men udelukkende Norddjurs Kommunes forvaltning for sløseri og dårlig sagsbehandling, men de linjer er altså ikke kommet med, og så står alle tilbage med det indtryk, at en partifælle angriber en anden i det offentlige rum, men det eraltså forkert."?

Harald Grønlund understreger, at han klart har det indtryk, at Jens Meilvang har spillet med åbne kort fra dag 1, da vindmøller blev et tema i Norddjurs, og gjort det klart for forvaltningen, at hans svigerfar var Erling Salling Olesen, indehaver af vindmøllefirmaet Eccopartner, som ville se med interesse på nogle af de udpegede vindmølleområder i Norddjurs.

"Jeg har ingen grund til at betvivle, at Jens Meilvang har spillet med åbne kort. Derimod har sagsbehandlingen i forvaltningen været alt for lemfældig, og derfor håber jeg, at der kommer en sag i Statsforvaltningen, så vi kan få afdækket, hvad der er op og ned i sagen. Imens bør hele planlægningen og processen stilles i bero."

Vink med en vognstang?

Harald Grønlund vil ikke svare på, om han har fået et vink med en vognstang fra Liberal Alliances partikontor og formand Leif Mikkelsen, der tidligere har været ude med riven, når medlemmer af partiet har været ude med kritik af andre partifæller. De pågældende er blevet ekskluderet.

"Det har jeg ingen kommentarer til," siger Harald Grønlund blot.

- Har partikontoret haft fat i dig og rådet dig til at gå?


"Ingen kommentarer"

Ser tiden an

Harald Grønlund har ikke nu og her planer om at melde sig under fanerne i et nyt parti.

?"Jeg fortsætter med at holde formøder med Benny Hammer (C) og Inger K. Andersen og Steen Jensen (begge DF) forud for kommunalbestyrelsesmøderne."

Her har Jens Meilvang også været med til dato. Om han fortsat vil være med, er op til Meilvang selv, understreger hans tidligere partifælle.