Fortsæt til indhold

Hallerne i Ulstrup tænker frem mod 2025

Samfund
Erling Baastrup

”Vi vil gerne have så mange input som muligt til, hvordan Ulstruphallerne kan tage en aktiv rolle og hjælpe dig. Derfor er alle også meget velkomne, når vi for første gang holder et visionsseminar. Kunder, samarbejdspartnere og fremtidige mulige interessenter er også inviteret,” fortæller Erik Holm Hansen, der er formand for Ulstruphallernes bestyrelse.
Fremtiden planlægges konkret søndag 1. november kl. 10.00 i Ulstruphallernes cafeteria. Og der er tilmelding til Peter eller Marianne i Idræts Caféen.

Udvikling og udfordringer

”Der er en rivende udvikling i aktiviteter, nye som gamle, i og omkring hallerne og Ulstrup-området. Det vil bestyrelsen gerne støtte op om! Samtidig er der flere udfordringer, f.eks. et faldende børnetal og de traditionelle idrætsgrene, der er under pres,” lyder det fra Erik Holm Hansen, der er formand for Ulstruphallernes bestyrelse.
Bestyrelsen ser også muligheder i en større seniorgruppe, der gerne fortsat vil være aktive, kommunalt sundhedscenter i Ulstrup, mere bevægelse i skoledagen og nye muligheder i modtagelse og integration af flygtningene.