"Vi skal ikke have mere halløj på Farum Park"
Enhedslisten glæder sig over stop for prøvekoncerter
"En sejr for områdets beboere og et klart nederlag for alle de andre partier i byrådet".
Sådan lyder det fra Enhedslistens Anders Bache, der i øjeblikket afløser Øjvind Vilsholm i byrådet, efter at Natur- og Miljøklagenævnet har besluttet at Furesø Kommune alligevel ikke kan dispensere fra lokalplanen og give FC Nrodsjælland tilladelse til at afholde fire prøvearrangementer på Farum Park.
Læs også: FCN-ejer om stadionkoncerter: "Det skal nok lykkes"
Enhedslisten stemte som det eneste parti imod gennemførelsen af prøvekoncerterne, og partiet måtte kæmpe for at få byrådet til at forholde sig til spørgsmålet, da de øvrige partier i byrådet ønskede at lade miljø-, teknik- og planudvalget give dispensationen.
"Selv om det lykkedes Øjvind Vilsholm at få sagen i byrådet, lykkedes det os jo ikke at få byrådet til at ændre miljø-, teknik- og planudvalgets beslutning", fortæller Anders Bache.
Øjvind Vilsholm var i sommer den eneste, som stemte imod prøvekoncerterne. Alle andre stemte for.
"Nu har Naturklagenævnet stoppet festen, og det kan vi da kun være glade for," tilføjer Anders Bache, der synes, at det er pinligt, at ingen af de øvrige partier i byrådet kunne se nogen problemer i at gennemføre prøvekoncerter i strid med lokalplanen.
Ulovlige parkeringer
Enhedslistens synspunkt var dengang - som nu - at området omkring Farum Park ikke er ideelt til store kulturelle arrangementer. Det gælder sådan set også de nuværende fodboldkampe, som allerede belaster området en del, mener partiet. Anders Bache kræver ligesom Øjvind Vilsholm, at der kommer endnu mere styr på alt det praktiske omkring FC Nordsjællands kampe.
Læs også: Venstre trækker sig støtte til stadionkoncerter
"Før vi så meget som overvejer at holde koncerter eller andet halløj på Farum Park, skal vi have superligakampene til at forløbe uden problemer. I 2014 var der til mange kampe stadig ulovligt parkerede biler, som gør det svært for redningskørertøjer at nå frem til alle adresser i området", siger Anders Bache, der kender til mindst to eksempler på, at udrykningskøretøjer har haft svært ved at komme frem, mens der var fodbold.
"I forbindelse med prøvekoncerterne var der lagt op til, at man blandt andet kunne forsøge sig med flere vagter til at dirigere trafikken og shuttlebusser til og fra Farum Station. Det kunne vi jo prøve i forbindelse med superligakampene, inden vi beslutter, om der skal holdes flere arrangementer på Farum Park. Når der en gang er 100 procent styr på afviklingen af fodboldkampene, så kan vi gå i dialog med områdets beboere om, hvad vi eventuelt skal forsøge os med", mener Anders Bache.
Han vil nemlig ikke helt udelukke, at det en gang i fremtiden kan komme på tale at bruge Farum Park til andet end fodbold.
"Hvis det lykkes at få løst problemerne i forbindelse med fodboldkampene, så kan det jo godt være, at vi kan vinde forståelse hos beboerne i området for noget andet og mere, men før da støtter Enhedslisten ikke yderligere halløj på Farum Park," slår Ander Bache fast.