Nu vil borgerne have et klart svar
386 hustande kræver svar fra byrådet om, hvorvidt alle planer om koncerter på Farum Park er skrinlagt
Selvom Natur- og Miljøklagenævnet underkendte den dispensation, som Furesø Kommune tilbage i juni måned sidste gav Farum Park til afholdelse af fire prøvearrangementer som messer og koncerter, føler en række beboere i området nær Farum Park sig fortsat ikke rolige.
"Furesø Kommunes reaktion på afgørelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet har udover en dobbelttydig pressemeddelelse været tavshed. Med undren oplever man borgmester Ole Bondo Christensens (S) fravær i en sag, der ville påvirke dagligdagen for flere tusinde borgere i Farum Vest", siger Mogens Dalboe.
Han er en af de borgere, der helt fra begyndelsen i sagen, har råbt højt og gjort opmærksom på de gener, der vil følge med flere arrangementer på stadion.
"Mange vil blive generet af øget trafik, støj og svineri", siger han til Furesø Avis og tilføjer, at han er overbevist om, at flere arrangementer på Farum Park blot vil give en regning til alle furesøborgere.
"En regning for oprydning og ødelæggelser", siger han.
Spørgetid ved byrådsmøde
Frustrationen over borgmesterens tavshed omkring sagen er nu blevet så stor, at Mogens Dalbo på vegne af hele 386 husstande i området har anmodet om spørgetid ved onsdagens byrådsmøde.
"Vi ønsker et mere entydigt svar fra borgmester og byråd", siger Mogens Dalboe og understreger, at han forventer et klart svar på, hvilken konsekvens byrådet vil drage af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 18. februar 2015, som underkender Furesø Kommunes dispensation til afholdelse af koncerter og messer i Farum Park?
Derudover ønsker de mange borgere også et svar på, om borgmesteren og det øvrige byråd agter efter Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse, at leve op til visionen om Furesø som en kommune, hvor borgerne føler sig hørt, ved at skrinlægge planerne om koncerter og messer i Farum Park.
“Eller ønsker man fortsat trods massiv modstand fra borgere i området at trække arrangementer ned over hovedet på borgerne?”, spørger han.
Der er byrådsmøde på onsdag den 25. marts klokken 18 i Kulturhuset Stien i Farum.