Den røde smed er død

"Ja, sådan skal en smed se ud! Det var min første tanke, da jeg i 2007 besøgte ham, den røde smed i Auning, Eigil Sørensen, født i 1931. Stort, furet, groft hugget ansigt – tæt, firskåren krop, korte arme og ben, stærk som ind i helvede. Rare øjne.
Men han kunne næsten ikke gå. Knæene var blevet ødelagt af de 7.000 heste, han havde sat sko på i sit liv. 28.000 gange havde han lagt en hestehov op på sine knæ, når der skulle beskæres, files og sømmes. Det har sin pris, og var holdt op med hestene.
Alligevel gjorde han det en gang til for vores skyld, da vi lavede fjernsyn med ham, og det så smukt ud. Hvor hjemmevant han bevægede sig omkring hesten med en usvigelig sans for at gøre det rigtige og alligevel passe på, for en hest kan sparke. Det smukkeste var lyden. For Eigil snakkede med hesten hele tiden. Dybe, rolige ord strømmede ud af ham. 'Kom så' og 'ja tak' og 'fint, fint'. Desuden nulrede han den over halen og på ryggen, hver gang han rejste sig op, og når det skete oppe ved hestens hoved, lagde han kinden ind på dens mule, bare et øjeblik, en kærlig berøring.
Nu er det helt forbi, for Eigil er ikke mere. 84 år blev han, før han en dag lod være med at vågne, den enkleste og nemmeste død af alle, og jeg et lykkelig over, at vi nåede at lave programmet om 'Den røde smed', som gik til alles hjerter, fordi han var så god og snakkede så flot. Han kom endda på forsiden af en af mine bøger, og jeg tror, at netop det billede var grunden til, at den bog blev solgt mere end nogen anden. Glemmer aldrig den dag, da vi sad på Gammel Estrup og signerede den. Hundredvis af bøger. Eigil skrev og skrev og brokkede sig med et smil, for ét er at ordne 7.000 heste, men at skrive i en hel time, det var godt nok hårdt ved fingrene.
Han blev kaldt den røde smed, og det havde ikke noget med kommunister at gøre, men skyldtes bare, at han var rødhåret som ung. Og hans liv havde været meget enkelt, for det var Djursland fra først til sidst, og det var heste, heste, og heste igen. For det vidste alle, at når der var en hest, som ingen anden ville røre, så sendte man bud efter Eigil, der kunne klare selv den mest tossede af slagsen.
Jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov til at møde ham og dele ham med resten af Danmark. Det fortjener folk at hans slags, for de kommer aldrig igen. Æret være hans minde."