Fortsæt til indhold

Tranbjerg-kæmper vinder sølv i kuglestød

Med et kast på 17,18 meter var Jackie Christiansen sølle én centimeter fra VM-guld i para-atletik

Samfund
Kim S. Andersen

Rutinerede Jackie Christiansen fra Aarhus 1900 vandt tirsdag sølv i favoritdisciplinen kuglestød ved VM i para-atletik i Doha i Qatar. Kun én centimeter skilte ham fra guldet, og dermed endte danskeren for første gang siden 2001 ikke øverst på podiet i en international kuglestødskonkurrence.
Jackie Christiansens bedste stød i konkurrencen var på 17,18 m, mens Adrian Matusik fra Slovakiet stødte sølle én centimeter længere og tog guldet med et stød på 17,19 m. Slovakkens øvrige forsøg lå omkring de 15 meter, og vinderstødet på 17,19 m kom først i sjette og sidste forsøg.

Jackie Christiansen, der bor i Tranbjerg, har tidligere vundet tre gange paralympisk guld og fire gange VM-guld – men der var alligevel lidt ærgrelse at spore i den danske lejr, da landstræner Joachim Lund skulle gøre status efter konkurrencen:
"Jackie er selvfølgelig ærgerlig over at blive slået med en centimeter i sidste runde, specielt da han selv havde et kast omkring verdensrekorden i femte forsøg, hvor han desværre overtrådte. Men han fandt desværre ikke den rigtige rytme i dag, siger landstræneren i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Når det er sagt, så er han glad for at slutte VM af med en sølvmedalje, og det vidner også om det ekstremt høje niveau, han har vist de sidste mange år."

Sølvmedaljen udløser ikke en kvoteplads til de Paralympiske Lege i Rio, da kuglestød i Jackie Christiansens klasse fra og med 2016 ikke er på det paralympiske program.