Tue West nøgen og uden filter i Marie Magdalene Kirke
En sommer bliver til en evighed, når Tue West giver solokoncert i Marie Magdalene Kirke torsdag aften
"Kærlighed
væk mig når du vil med
verden står åben, vi skal vælge vores destination"
...synger Hundested-drengen Tue West på sit største hit til dato 'En sang om kærlighed' fra debutalbummet, der udkom i 2003.
Et par år var der masser af airplay til denne nye singer-songwriter, der med sin nasale stemme præget af melankoli og eftertanke ikke lignede så mange andre af tidens stemmer, men dog gav mindelser om koryfæet CV Jørgensen. Hans kærlighedssange og ukunstlede optræden fik mange en mand og kvinde til at lytte, og især hunkønnet fik blanke øjne over den venlige unge mand fra Hundested.
Egentlig startede han som trommeslager og var i de unge år helt oppe at ringe på fusionsmusikken og et band som Tower Of Power. Først efter år 2000 begyndte han at interessere sig for den enkle popmelodi, og det at stå i forgrunden på en scene med guitaren på maven og mikrofonen i mundhøjde.
Solo i Marie Magdalene
Nu er Tue West kommet til skelsår og alder, han er 38, blevet højskolelærer og familiefar, og hverdagen er ikke præget af store rubrikker i de kulørte blade.
Men sangeren og sangskriveren er fortsat aktiv med et bagkatalog af sange, der sagtens kan tåle et genhør understøttet af en guitar og en nasal mandestemme.
Sådan bliver det torsdag aften i Marie Magdalene Kirke, hvor Tue West møder 'nøgen' op, uden filter, og synger kirkerummet op.
Det sker i anledning af Spil Dansk Dag.
Alle pengene ved koncerten går til Kirkens Korshærs store arbejde.