Fortsæt til indhold

To danske pilgrimme fortæller

Hør Palle Rasmussen fra Ebeltoft og Jonna Rask fra Kolding fortælle på Ebeltoft Bibliotek om deres 725 kilometer lange tur på Camino Francés

Samfund
Arkiv

Caminoen (El Camino Francés) er en pilgrimsrute på omkring 800 kilometer, der starter i det sydlige Frankrig, fortsætter over Pyrenæerne, og går tværs over det nordlige Spanien. Det er en af de mest kendte pilgrimsvandringer.

Onsdag 28. oktober kan man på Ebeltoft Bibliotek opleve en spændende fortælling om Camino Francés, 725 km uden vabler og en storslået afslutning i Santiago de Compostela.

Palle Rasmussen (kaldet Ras) på 70 år og Jonna Rask (kaldet Rask) på 68 år fortæller om deres fælles vandring på Caminoen i 2014. En udfordrende og udviklende rejse for både krop og sjæl med den fysiske del med bjerge og senere den spirituelle del med flad højslette.

De vil også fortælle om de mange mennesker, de mødte, maden, overnatningsstederne, landsbyerne, hvor dyr og mennesker bor side om side, og om kirkerne med de fantastiske udsmykninger og ceremonier.

Udstyr og gode råd

Vandringsmand og -kvinde vil også vise deres udstyr og beklædning samt give gode råd om planlægningen af turen og hvordan man undgår vabler og andre fysiske skader på den lange vandring.

Palle Rasmussen bor i Ebeltoft, og Jonna Rask bor i Kolding. Begge har de afsluttet deres arbejdsliv, men har masser af fritidsinteresser, som de dyrker sammen og hver for sig.

Efter vandringen på Camino Francés i 2014 har de to vandret de 120 km Langeland rundt og 275 km på hærvejen fra Viborg til Padborg. Og mon ikke de snart skal af sted igen på nye vandreeventyr.