Fortsæt til indhold

Sabine har fået sin drømme-elevplads

Hun har været Miss Lilleå, og smilet er der stadig. Det ved kunderne hos Mit Hjem godt

Samfund
Af Michael Wulff

Sabine Nørskov Christiansen har prøvet lidt af hvert i de sidste fem år. Miss Lilleå som 16-årig og frisørelev efter gymnasiet. Nu er hun imidlertid tilbage, hvor det hele begyndte som et fritidsjob efter skolen: Bag disken hos Mit Hjem på Voldbyvej i Hammel. På den rette hylde.
”Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at jeg skulle sidde på en anden,” lyder det.

Sabine er vild med brugskunst. Og en spansk krukke er ikke det værste, hun ved.

Klokken ringer

Vi sidder i baglokalet til brugskunst-butikken, hvor dørklokken jævnligt ringer.
”Sabine, gider du lige kigge herud,” lyder det, da der kommer lidt for meget gang i klokken.
Og det er her Sabine har det bedst.
”Det er jo kontakten til kunderne, som jeg holder af. I en lille by som Hammel kender du mange efterhånden. Og jeg ved for eksempel, hvilken te Dorte skal have og kan huske, at hendes svigersøn måske skal have en gavepakke.”

Sabine Nørskov Christiansen er færdiguddannet i 2017.

Efter gymnasietiden

Sabine har haft andre job i tankerne. I gymnasiet fulgte hun en biotek-linje, som skulle føre hende til en dyrlæge-uddannelse. Men det opgav hun, og lærepladsen som frisør måtte hun droppe med parfume-allergi.
Så tog hun kontakt til Birthe Risgaard i Mit Hjem.
”Og så fandt vi ud af, at Birthe godt kunne have mig i lære som salgsassistent. Vi kunne heller ikke rigtig undvære hinanden,” siger Sabine, som er færdiguddannet om to år.

"Kan du ikke få butikken med på billedet. Det er jo den, det handler om," siger Sabine, som nu kan køre fuldtid som elev hos Mit Hjem.

Miss Lilleå rakte fingeren op

Og Miss Lilleå-drømmen, som var hendes fars idé, er også parkeret.
”Der var ingen, som genkendte mig på gaden - der i 2012. Kun to af mine lærere på gymnasiet brugte at sige 'Miss Lilleå,' når jeg rakte fingeren op," siger hun med et grin.
"Men det gav lidt ekstra penge på lommen, og så fik jeg prøvet at være kyssepige til cykelløb og nummerpige til boksekamp.”
Hun bor fortsat hjemme hos forældrene i Svenstrup nær Hammel.
”Ingen af mine veninder er i tvivl om, at jeg arbejder i en brugskunst-butik. Jeg må jo lige have nogle af de nye farver hjem på mit værelse.”

Hun havde et fritidsjob i brugskunstbutikken Mit Hjem i Hammel. Nu er hun i l%26#xe6;re samme sted. Og Sabine er helt klar til en travl jul.

Posted by FavrskovPosten on%26nbsp;2. november 2015