Fortsæt til indhold

Dobbeltkoncert med trioen Kanstrup, Thomsen og Gleerup

Biologen, guitarforhandleren og sognepræsten er gået i øveren for at være klar i Præstegårdsladen i Thorsager midt i november

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Modne mandsstemmer, Martin-guitarer og melodiøs mandolinklimpren – dét er lyden, når de tre populære musikere: Kanstrup, Gleerup og Thomsen med fornavnene Niels, Jørgen og Ole stiller op til en ny koncertrunde i Præstegårdsladen i Thorsager 13. og 14. november.
"Det meste er ved det gamle, og i hvert fald er hensigten som altid at samle publikum til et intimt samvær om musik, glæde og menneskenær refleksion," siger Jørgen Gleerup, der lover, at trioen vil være godt forberedt til de to Thorsager-sessions efter en intens træningscamp.
De tre Thorsager-musikere, der i det daglige har profession som hhv. biolog, sognepræst og guitarforhandler, spænder vidt i det musikalske udtryk. Bob Dylan, Johnny Cash og Tom Paxton ligger deres hjerte nær, men også Aakjær, Hausgaard og andre af de store danskere er repræsenteret i tenorenes brede repertoire. Tilmed er der indslag af egne kompositioner og arrangementer, hvor det er nærværet, intensiteten i samspillet, instrumenteringen med strengeinstrumenterne og den flerstemmige sang, der er trioens varemærke.
Der er showtime begge dage klokken 20.