Fortsæt til indhold

Tidligere Ryomgård dreng går efter guldet

Simon Breum Fisker, født og opvokset i Ryomgård, er medstifter af virksomheden Sculpto, der vil sælge 3D printere til hjemmet. Ved hjælp af en app kan man printe, bygge og samle sit eget legetøj

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

I tirsdagens udgave af DR's program Løvens Hule kunne man se tre unge iværksættere fra Århus sige nej til en investering på 600.000 kroner. En af dem var Simon Breum Fisker, 22, født og opvokset i Ryomgård.

Sammen med to andre unge stiftede han virksomheden Sculpto IVS, der vil sælge 3D printere til hjemmet. Ved hjælp af en app kan man printe, bygge og samle sit eget legetøj.

Investorerne i Løvens Hule var positive over for ideen. Så positive at to af dem, Tommy Ahlers og Birgit Aaby, ønskede at investere 600.000 kroner i virksomheden, men samtidig ønskede de 40 procent ejerskab i Sculpto, der er dannet som et IVS - et Iværksætterselskab. Et iværksætterselskab (IVS) kan stiftes for 1 kr. i startkapital. Selskabet skal dog i stedet spare 25 procent af det årlige overskud op indtil selskabskapitalen og en særlig reserve udgør 50.000 kr. IVS'er er omfattet af selskabsloven.

Det sagde de unge vovehalse med is i maven imidlertid nej tak til.

Satser på crowdfunding

I dag, fem måneder efter at programmet blev optaget, har iværksætterne, der nu er reduceret til en duo, Simon Breum Fisker og Jacob Lindeberg, netop kickstartet deres egen crowdfunding kampagne ved et arrangement på Børsen i København.
Crowdfunding kan oversættes til netværksfinansiering, hvor man ved hjælp af sit netværk rejser penge til sine projekter og gode idéer.

"Fordelen ved crowdfunding er at folk kan være med til at beslutte, hvilke produkter der skal gøres til virkelighed, samtidigt kan de købe Sculpto 3D printeren til en favorabel pris og før alle andre," forklarer medstifter Simon Breum Fisker.
"Det går ud på, at man skal samle et vist beløb til opstart af produktion. Får man ikke indsamlet alle pengene, så beholder alle der har støttet kampagnen deres penge", forklarer den forhenværende Ryomgård dreng.

150.000 kroner på 30 dage

Sculpto skød kampagnen i gang torsdag, og målet er, at de inden for de næste 30 dage skal have indsamlet 150.000 kroner, så de kan sætte gang i produktionen.

Opstarten gik over alt forventning, idet der i løbet af 12 timer kom 70.000 kroner ind på bogen.