Brandvæsen forebygger brande på plejecentre
I Kolding Kommune er brandvæsenet ude blandt de ældre borgere for at forebygge dødsbrande
I Kolding Kommune har der ikke været en dødbrand siden 2012. Det er ifølge beredskabschef Søren Ipsen tilfældigt, hvor i landet der opstår en brand, som koster liv.
“Statistikkerne afslører, at det ofte er sårbare borgere som ældre og socialt udsatte, der bliver ofre i dødsbrande. Derfor ser vi det som en fornem opgave udover at slukke brande, også at gøre en stor indsats for at forebygge brande. I den forbindelse indgik vi sidste år et samarbejde med plejecentrene i Kolding Kommune,” fortæller Søren Ipsen.
Evakueringsplaner og god dialog holder ilden væk
På plejecentrene har brandvæsnet først og fremmest en dialog med lederne, som er med til at skabe fokus på brandfare.
“Jo mere fokus der er på brandfare, jo bedre kan vi forebygge, at brandene opstår,” lyder det fra Søren Ipsen.
Udover samtaler har Kolding Brandvæsen også afholdt nogle evakueringsøvelser på nogle af plejecentrene og hjulpet personalet med at lave gode evakueringsinstrukser.
“Det er vigtigt, at personalet præcis ved, hvad de skal gøre og hvilken rækkefølge der er mest hensigtsmæssig at evakuere beboere i, hvis der opstår brand. Viden herom er med til at skabe tryghed og ro i ellers pressede situationer,” fortæller beredskabschefen.
Fremadrettet, muligvis med start i 2015, står Kolding Brandvæsen foran et samarbejde med hjemmeplejen, hvor et nyt koncept skal tilbyde sårbare borgere en samtale om at øge sikkerheden i hjemmet og forhindre brand i private boliger.