"Den dag de åbner, lukker vi vores forretning"
Mulig opførelse af nyt supermarked på B.S. Ingemanns Vej får Min Købmand til at frygte for overlevelse
"Den dag de åbner, lukker vi vores forretning."
Sådan siger indehaverne af Min Købmand på Grundtvigs Allé, Lone og André Pickardt, om udsigten til et nyt supermarked på den anden side af krydset.
Teknik- og Miljøudvalget behandler den 15. juni en plan om at sælge hjørnegrunden overfor købmandsbutikken med henblik på, at der skal opføres en dagligvarebutik.
Kommunens egne regler og bemærkninger til planloven foreskriver dog, at der skal være 500 meter mellem enkeltstående butikker. Et krav, der ikke er opfyldt i dette tilfælde. Dette kan dog muligvis omgås ved en ny lokalplan og ved at etablere et nyt supermarked som et center.
Kommunen har tidligere bedt Statsforvaltning om lov til at lave et mageskifte med Rema 1000 - en form for byttehandel, hvor kommunen får en tom grund tæt ved Skansen, mens Rema 1000 ville få grunden på B.S. Ingemanns Vej. Det får Lone og André Pickardt til at frygte, at løbet er kørt.
"Vi kan ikke bevise noget, men vi sidder med en følelse af, at det hele allerede er afgjort," siger André Pickardt.
Parret har alliereret sig med en advokat.
Så lukker vi
Købmandsparret er ikke i tvivl om, at et supermarked vil betyde lukning.
"Vi vil sikkert stadig have nogle loyale kunder og opgaver med udbringning. Men slet ikke nok til at overleve. Vi har truffet beslutningen om at lukke, hvis de åbner en discountforretning," siger Lone Pickardt.
"Vi er tilhængere er af fri konkurrence, men de kan jo køre med knaldtilbud et halvt år, og det kan vi slet ikke konkurrere med," supplerer André Pickardt.
Heller ikke et tilbud om at blive franchisetagere i evt. kommende Rema 1000 frister parret:
"Det er jo slet ikke det, vores hjerte brænder for."
Parret har haft købmandsforretningen i fire år.
"Vi har satset hele vores levebrød på vores forretningen. Det er underligt, at kommunen vælger at lukke os. Fordi vi har mange opgaver med udbringning, bruger vi ligeså mange lønkroner, som et supermarked. De jobs forsvinder, og man lukker en lokal virksomhed. Vi bruger lokale håndværkere og revisor, så man trækker lønkroner ud af kommunen."
Hvor er mangfoldigheden?
"Der er jo masser af discountforretninger i Sønderborg. Vi er den eneste lille købmand tilbage. Hvorfor vil kommunen ikke værne om mangfoldighed på dagligvareområdet?" spørger André Pickardt, der modsat kommunen ikke mener, at der er behov for et supermarked i området:
"Vi har spurgt boligforeninger og kollegierne, men de siger, at de ikke efterspørger en discountforretning i området."
Købmandsforretningen leverer varer til en række firmaer og privatpersoner.
"Mange ældre får deres varer leveret fra os. Hvis vi lukker, hvem skal så hjælpe dem med deres indkøb? I sidste ende skal kommunen til at hjælpe dem," siger Lone Pickardt.
Appel til politikere
Parret har skrevet til alle politikere i byrådet samt flere folketingspolitikere og inviteret dem på besøg i butikken. De håber, at politikere vil ændre mening.
"Vi tror ikke, de kender vores forretningen, eller ved hvor meget vi laver for andre," siger Lone Pickardt.
Indtil videre har kun to Venstre-politikere besøgt købmanden.
"Sven Jensen har været på besøg, og Ellen Trane Nørby kom forbi en dag, hvor vi desværre ikke var her. Men hun har sagt hun kommer igen."