Tyskeren der advarede jøderne

Friboeshvile indtager en meget central rolle i krigen. Det var nemlig her, at den tyske statsborger Georg Ferdinand Duckwitz boede fra 1941. Og han kom til at spille en meget vigtig rolle under 2. verdenskrig. Duckwitz boede til leje i sidebygningen til 1953 og i porten er der dels opsat en mindetavle og dels to plakater, der i korte træk fortæller historien om manden, der for fremtiden kom til at stå som ham, der var årsag til at langt de fleste danske jøder nåede i sikkerhed i Sverige.
Duckwitz var født i Bremen i 1904 og stammede fra en familie af købmænd og skibsredere. Han boede i Danmark allerede før krigen, hvor han var direktør for det tyske kaffe-importfirma Kaffee-Hag, og hvor han lærte sig at tale flydende dansk.
Som student var Duckwitz stærkt højreradikal og deltog i 1923 i et mislykket kup imod den demokratiske Weimar-republik. I 1932 meldte han sig ind i det nationalsocialistiske parti og blev i 1933 ansat i partiets udenrigspolitiske afdeling (Aussenpolitisches Amt, APA). Men allerede i 1935 opsagde han sin stilling i protest imod nazisternes inkompetence og korruption. Han forblev dog medlem af partiet gennem hele krigen.

Tilsyn med danske værfter

Duckwitz var ansat i rederiet Hamburg-Amerika-linjen som prokurist, men da krigen kom i 1939, søgte og fik han en stilling som skibsfartssagkyndig ved det tyske gesandtskab i København. Hans hovedopgave blev at skaffe skibstonnage til tyske transporter, herunder at føre tilsyn med tyske nybygninger på de danske værfter. Efter 1940 skulle Duckwitz forhindre den danske udeflåde i at gå i allieret tjeneste, hvilket imidlertid ikke lykkedes.
Da SS-generalen Werner Best i november 1942 blev ny tysk politisk leder i Danmark (”rigsbefuldmægtiget”), blev G. F. Duckwitz med sit mangeårige kendskab til danske forhold en værdifuld støtte for ham.

Jødeaktionen

Fra Werner Best fik Duckwitz i september 1943 kendskab til de tyske planer om at anholde og deportere de danske jøder. Som led i et kompliceret politisk spil informerede Best Duckwitz om datoen for aktionen.
Duckwitz lod meddelelsen gå videre til nogle af sine danske bekendte, de socialdemokratiske politikere Hans Hedtoft og H. C. Hansen, og disse sørgede for at advare jødiske kredse i Danmark.
Således skriver Duckwitz om de dramatiske dage i slutningen af september 1943:
"Også deporteringen af de danske jøder skulle gennemføres i ly af militær undtagelsestilstand. Heldigvis fik jeg i tide kendskab til, hvad der forestod og kunne advare mine danske venner. I disse dramatiske dage befandt vort hjem sig i døgndrift. Telefonen stod ikke stille, og der blev uafladeligt ringet på dørklokken. Det var ikke alene vore jødiske venner, der kom for at søge råd og hjælp, men alle vores danske bekendte og venner havde forbindelse med en eller anden jødiske familie, der måtte hjælpes.....(Lyngby-Bogen 1966).

Duckwitz som diplomat

Ved retsopgøret efter befrielsen blev Best først dømt til døden, men ved landsretten blev straffen ændret til fængsel. Den mildere dom skyldtes i høj grad Duckwitz' vidneudsagn. Duckwitz skyldte Best sit liv. I den seneste tid af besættelsen var Gestapo klar over hans aktiviteter og ville have anholdt ham, men Best forhindrede det.
Efter befrielsen blev Duckwitz og hans schweizisk-fødte hustru Annemarie boende på Frieboeshvile, indtil han i 1953 blev udnævnt til vesttysk ambassadør i Finland.
1951-53 var han handelsråd ved den vesttyske repræsentation i Danmark, og 1955-1958 var han Forbundsrepublikkens ambassadør i Danmark.
Fra 1958 til 1961 ledede han det vesttyske udenrigsministeriums østafdeling. Som statssekretær fra 1968 og leder af udenrigsministeriet under regeringen Willy Brandt var han med til at udforme den afspændingspolitik, der resulterede i udsoningstraktaten med Polen i 1970. Duckwitz døde i sit hjem i Bremen i 1973.