Kommune skyder fredede fugle
KØGE: Råger er dårlige naboer, fordi de store fugle larmer og sviner. Derfor har Naturstyrelsen givet Køge Kommune lov at skyde rågeunger fra 1. maj.
Bliv ikke forskrækket, hvis du hører skud i Køge, Herfølge eller Ejby de næste par måneder.
Naturstyrelsen har givet Køge Kommune lov til at skyde rågeunger fra 1. maj, og derfor vil der blive sendt jægere i aktion i nogle af de områder, hvor de store fugle holder til.
Egentlig er rågen fredet, men der er mange af dem, og de både larmer og sviner. Et af problemerne med rågen er, at den bygger rede i store kolonier.
Støjen fra de mange fugle i trætoppene kan blive så høj, at det ligefrem er sundhedsskadeligt at bo i nærheden.
Naturstyrelsen har derfor givet Køge Kommune lov til at skyde råger i en række områder, hvor rågekolonierne ligger inden for 200 meter til nærmeste ejendom.
Rågejagten skal give ro i stuerne og sikre, at rågerne ikke breder sig endnu mere.
Køge Kommune har fået tilladelse til at skyde rågeunger fra 1. maj til 15. juni. I denne periode rykker rågeungerne ud af rederne og øver sig i at flyve. Det er trænede jægere fra Danmarks Jægerforbund Køge, Køge Herfølge Jagtforening og Skovbo Jagtforening, der skyder rågerne.
Har du spørgsmål i forbindelse med støjgener fra råger og andre fugle, er du velkommen til at kontakte ETK, Køge Kommunes driftsafdeling, på tlf.: 5667 6373 eller 5663 2011. ETK kan gøre noget ved problemet på områder, som tilhører Køge Kommune.
Har du som privat grundejer problemer med råger på din matrikel, skal du selv søge Naturstyrelsen om tilladelse til at jage fuglene væk eller regulere bestanden ved at skyde fugle.
pm