Fortsæt til indhold

17-årige Andreas skal til VM i debat

Andreas Snekloth Kongsgaard fra Stenløse er udvalgt til det danske landshold i formel debat

Samfund
Af Mette B. Sørensen

“Nogle gange bliver mine venner lidt trætte af mig, og siger, Andreas du er ikke til debat nu.”
Andreas Snekloth Kongsgaard trækker på smilebåndet og forklarer:
“Det er jo ikke altid at folk gider at høre et langt foredrag om, hvorfor det er, de er forkerte på den, eller hvorfor de er rigtig på den. Det kan godt være lidt irriterende for mine venner en gang i mellem, men det lærere man at håndtere.”
Han er en blandt fem gymnasieelever i hele landet, der er blevet særligt udvalgt som deltagere på det danske landshold for formel debat. Senere denne tirsdag skal han mødes med de fire andre landsholdsdebattører for at øve sig frem i mod, at landsholdet til sommer skal deltage i VM i debat i Singapore med 49 andre lande.
“Vi træner en gang om ugen, og så kan der være nogle turneringer, som vi deltager i. I sommerferien træner vi hver dag, så hele ferien er sat af til det,” siger Andreas Snekloth Kongsgaard og fortæller, at man skal være villig til at bruge meget tid på at træne - primært i København.
Derfor har han også opgivet at træne til det marathonløb, han ellers havde planlagt at gennemføre.
“Hvis man skal være på landsholdet, er man nødt til at tilsidesætte nogle ting, men til gengæld får man rigtigt meget ud af det,” siger Andreas Snekloth Kongsgaard.
Den unge landsholdsdeltager fortæller, at der minut for minut er en helt fast ramme for, hvordan holdet skal forberede sig til en debat. Den detaljerede plan er bestemt af holdets canadiske landstræner, der er med på en kigger via en computer og google hangout, når holdet øver sig.

Vil i top 16

Den 17-årige Stenløse-dreng har allerede deltaget i to turneringer med landsholdet - I Prag og Stuttgart - Og der er ingen tvivl om, at han er bidt at debatsporten.
“Når man går ud og har præsteret sit bedste og har vundet, så har man det rigtig godt bagefter,” siger Andreas Snekloth Kongsgaard og fortsætter:
“Det er ligesom en hvilken som helst anden sport, og det er rigtig konkurrencemindet. Det udfordrer blot en på en anden måde end fysisk.”
Målet for det danske hold er at komme i top 16 ved VM og dermed nå til ottendedelsfinalen ved VM til august, og de første kriller i maven har allerede meldt deres ankomst.
“Jeg er rigtig spændt på det, og jeg glæder mig rigtig, rigtig meget. Både til selve rejsen og det at komme til Singapore, men også til at debattere imod nogle af de skarpeste elever i verden.”
Det er langt fra kun ved turneringer, at Andreas Snekloth Kongsgaard gør brug af evnerne til at argumentere, fortæller han.

Teknikken i hverdagen

“Man får rigtig meget ud af at lære at debattere. Specielt i skolen, for man bliver bedre til at kunne analysere sine argumenter. Derudover så er hovedforskellen mellem skolen og formel debat, at i skolen kan du blot sidde tilbage i stolen uden at forsvare eller reflektere over dine holdninger, hvor i debat bliver man udfordret, i det man ikke selv bestemmer sit standpunkt i debatten i forhold til det givne emne. Derfor skal man oftest argumenterer fra et synspunkt man ikke er enig med. Det gør, at man reflekterer mere over sine egne holdninger,” siger stenløsedrengen og fortsætter:
“Udover at du bliver bedre til at være kritisk og analytisk, så får du også mere selvtillid, og det hjælper jo også én en stor del i livet. Man får meget ud af det både i skolen, men også udenfor skolen.”
Andreas Snekloth Kongsgaard er så optaget af debat-sporten, at han har startet en debatgruppe op på sit gymnasium Sankt Annæ Gymnasium. Og han ser meget gerne at mange flere i Danmark begynder at dyrke debat - han vil i hvert fald gøre sit for at brande sporten.