Nu er Es-Air endelig klar til take off
Flyruten mellem Esbjerg og København går på vingerne 2. marts. Ruten bliver blandt andet attraktiv for erhvervslivet
Tingene er blevet vendt og drejet, og der har været snakket og diskuteret og parlamenteret i umindelige tider. Men nu er det så helt og aldeles sikkert, og den 2. marts 2015 går den første flyver i luften for ES-Air A/S på ruten mellem København/Kastrup og Energi Metropol Esbjerg.
“Jo, vi har haft en uendelig lang, men også særdeles god kontakt om det her. Og hver gang har vi fået hints om, at det ville være nærliggende med sådan en rute,” fortæller bestyrelsesformand for Es-Air A/s, Anders Steenstrup, der har store forventninger til ruten:
“Der kan spares rigtig meget tid for de erhvervsdrivende. Og vi ved fra Esbjerg Erhvervsudvikling, at strømmen også kommer til at gå den anden vej, altså fra København til Esbjerg. Faktisk foreventes den at være lige så kraftig, og det er i bund og grund det, der der har gjort, at vi nu gør det. Det er nemlig forskellen i forhold til i år 2000, hvor Cimber Air gav op. Vi har fået den anden vej med nu, og vi forventer især pendlere med den tidligere morgenmaskine. Den går så tilpas tidligt, at de folk kan nå helikopterne videre ud til Nordsøen,” siger Anders Steenstrup til Lokalavisen Esbjerg.
Nemt at komme til
Der er vist ingen tvivl om, at den nye flyrute, med op til fire daglige afgange fra både Esbjerg og København, gør det både hurtigt og bekvemt at komme frem og tilbage mellem København og Esbjerg. Læg dertil at der bliver mulighed for 24-timers gratis parkering lige ved lufthavnen, som oven i købet med sin placering ved E20 er utrolig nem at komme til fra alle dele af Syd- og Sønderjylland.
“Og fra Kastrup kan der let opnås forbindelse til resten af verden, fortæller Anders Steenstrup, og tilføjer:
“Samtidig kan folk fra København og Sjælland - og det store udland - nu meget let få adgang til virksomheder og forretningsforbindelser i det fremadstormende erhvervsliv i Esbjerg og ikke mindst offshore-industrien.
Helt tæt samarbejde
Es-Air A/S er stiftet af en række af Esbjergs førende virksomheder, og driften af den nye rute forestås af Jet-Time A/S og sker i tæt samarbejde med Esbjerg Lufthavn, hvor direktøren i sidstnævnte, Anette Bendixen, glæder sig til at komme at flyet kommer på vingerne:
“Vi er klar til at yde alle de rejsende den bedste service. Check-in kan ske så sent som 15 minutter før afgang fra Esbjerg. Og med Jet-Time A/s som operatør på ruten er passagererne sikret god og pålidelig service.”