Fortsæt til indhold

Kommune overså hjælpeløs mand i tre dage - nu er han død

Hvordan kunne Hørsholm Kommune i tre dage overse, at en ældre mand lå hjælpeløs efter fald i sin lejlighed, selv om de hver dag leverede mad til ham. En uge senere døde han. Kommunen laver nu eftersyn af sikkerheden for ældre

Samfund
Morten Timm

I tre dage lå en ældre mand i sin lejlighed i Hørsholm efter at være faldet på badeværelset. Henover en weekend var der blevet bragt mad ud til ham, men uden medarbejderne havde fundet ham.
Først om mandagen den 2. februar fandt beredskabet manden liggende i hjemmet og konstaterede, at maden fra lørdag og søndag stod uberørt hen. Han blev straks indlagt på hospitalet, men døde en uge senere.
Den triste hændelse har nu fået Hørsholm Kommune til at undersøge, om der skal gøres mere for de ældre borgeres sikkerhed i eget hjem.
"Det er ulykkeligt, hvad der er sket, og vi tager det meget alvorligt. Vi har haft flere møder med datteren, og vi har en god dialog - også om hvad der kan gøres fremover. Det ligger hende på sinde, og hun har nogle forslag, som vi kan bruge," siger Mette Herbert, direktør for Sundhed og Omsorg i Hørsholm Kommune.

Rystet datter

Datteren Karin Krogh er ifølge dagbladet BT rystet over sagen Hun er både sur, skuffet, rasende og ked af det efter hendes far døde en uforståelig død.
"Det er mig ubegribeligt, at man ikke tjekker, om beboeren er okay, når man er i hjemmet. Det er mangel på pli og opførsel," siger Karin Krogh til BT.
Hendes svækkede far blev indlagt på intensiv afdeling. Han kom han i dialyse, fordi hans nyre var stået af og undervejs fik amputeret det ene ben på grund af koldbrand, men døde altså få dage efter.
Karin Kroghs far var visiteret til det, der kaldes omsorgsbesøg en gang om ugen, og det foregik hver fredag. Ifølge Mette Herbert var kommunens hjemmepleje senest på besøg om fredagen den 31. Januar, og kommunen har levet op til sine retningslinjer, for dem, der leverer maden, har ikke tilsynspligt med.
"Vi har besluttet, at selvom alle har gjort som de skulle, skal området kigges grundigt igennem," fastslår Sundhed og Omsorgsdirektøren.

Mere aktiv

Det bliver blandt andet undersøgt, om kommunen skal være mere aktive med at tilbyde nødkald eller om andre muligheder skal i spil, som eksempelvis telefonkæder. Hørsholm Kommune har bedt om en rapport fra Beredskabet, som står for at bringe mad ud til de ældre borgere.
"Den rapport svarer overens med det, som vi har fået at vide af datteren, som har dokumenteret, at der stod urørt mad. Der er helt klart noget, vi kan gøre bedre. Vi skal lære af den her ulykkelige situation," understreger Mette Herbert og fortsætter:
"Vi ser nu på, om vi har de rigtige løsninger. Det er vigtigt for os, at vi bruger det her til at kigge vores procedurer og tilbud til de ældre medborgere igennem."

Hilse på borgeren

En af de ting Hørsholm Kommune ser på er, om der er noget i forbindelse med madudbringningen, som kan gøres bedre.
"Det kunne være, at man altid skal sørge for at hilse på borgeren. Det er ikke en forpligtelse i dag, fordi borgerne i Hørsholm for en del år siden har fravalgt det tilsyn, da de ønskede friheden til ikke nødvendigvis at være hjemme når maden kommer," oplyser Mette Herbert.
Kommunen har ifølge sundhed og omsorgsdirektøren også den mulighed at tilbyde tryghedskald. Det foregår gennem telefonkæder.
"Det er en løsning, som mange borgere er glade for, og den overvejer vi at udvide til flere," slutter hun.
Overfor BT oplyser Karin Krogh, at det tyder på, at hendes far har været bevidstløs noget af tiden, mens han lå på badeværelsesgulvet.
"Han havde sagt til ambulancefolkene, at han kun havde ligget en nat. Det håber jeg faktisk, og det trøster jeg mig ved," siger Karin Krogh til avisen.