Fortsæt til indhold

Knud ræsede over Alperne i ekstremt cykelløb

Knud Mansfeld-Giese har netop sat ny dansk rekord i maraton-cykelløb med sin tur på 534 kilometer gennem Alperne

Samfund
Arkiv

Weekenden bød på alt andet end afslapning for 50-årige Knud Mansfeld-Giese fra Holte. Her deltog han nemlig i cykelløbet ”Race Across The Alps”, der betegnes som verdens hårdeste endagscykelløb.
Løbet blev skudt i gang i fredags i Nauders i Østrig, og herefter gik turen ellers igennem bjergene i Italien og Schweiz, inden den lokale cykelentusiast igen søndag kom tilbage til start i Østrig. Hele turen blev gennemført på cirka et døgn. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Op ad bakke

Undervejs passerede Knud Mansfeld-Giese 11 bjergpas, hvoraf de syv var i mere end 2.000 meters højde – der i blandt Stelvio, der skulle bestiges to gange. Med sine 2.757 meter er det Europas næsthøjeste bjergpas.
I løbet indgik også Mortirolo, der af mange professionelle ryttere betragtes som den hårdeste stigning, og som indgår i de tre store etapeløb – Le Tour du France, Giro Italia og Vuelta a España.

Knud på sin Canyon CF SLX 9.0 SL– en bjergcykel på blot 6.1 kg. Privatfoto

Flot placering

Ifølge Knud Mansfeld-Giese var det i år 15. gang, at ”Race Across The Alps” blev gennemført. 52 ryttere havde tilmeldt sig løbet, men kun 45 valgte at stille til start. Og heraf måtte flere give op undervejs. Således var det kun 26 ryttere, der kunne trille ind over målstregen, og i Knud Mansfeld-Gieses tilfælde blev det til en placering som nummer 14 i tiden 26 timer og 51 minutter. Det er, ifølge rytteren selv, det bedste danske resultat hidtil.
Knud Mansfeld-Giese er 50 år og til daglig konsulent, men også meget aktiv i cykelklubben LAMONT Cycling Team, der holder til i Nordsjælland. Han er gift med Anne og har tvillinger på 9 år.
/adk