Fortsæt til indhold

Udlejning med holdning og hjerte

Ægteparret bag det prisvindende Skanderborg Erhvervscenter er kendte for deres hjælpsomhed og gode forhold til lejerne

Samfund
Erland Rasmussen

“Vi er stolte over, når vi sammen med vore lejere kan ride kriser af”.
Sådan lyder det fra det prisvindende ægtepar, Hanne og Ejnar Grøn, der er aktuelle i Skanderborg lige nu med deres ejendoms- og udlejningsvirksomhed, Skanderborg Erhvervscenter.
Hr. og fru Grøn har nemlig netop vundet ErhvervsUdviklerprisen 2014, der gives for at have ydet et særligt bidrag til udviklingen af Skanderborg Kommune.

Lytter til lejerne

Det er ægteparrets hjælpsomhed og personlige holdning bag driften af Skanderborg Erhvervscenter, der har fået kollegaerne i det lokale erhvervsliv, som er medlemmer af SkanderborgErhverv, til at pege på Hanne og Ejnar Grøn som vindere af prisen.
“Noget af det, vi har vundet på, er, at vi altid lytter til problemer og løbende hjælper vore lejere, hvis krisen kradser”, siger Hanne og Ejnar Grøn, der er pavestolte af prisen, fordi de opfatter den som en publikumspris.

Ejnar Grøn med Dommergården og den gule hestestald i baggrunden. Hestestalden fungerer som administration for Skanderborg Erhvervscenter.

Vi holder fast i vore lejere

Ejerne af Skanderborg Erhvervscenter, der har 50.000 kvadratmeter under tag med 100 erhvervslejemål og et halvt hundrede boliglejemål, lægger vægt på at have et godt forhold til lejerne, dels fordi det er god forretning, dels fordi de gerne vil drive en udlejningsvirksomhed med holdning, hjerte og personlighed.
“Vi forsøger at slå på andre værdier som virksomhed,” uddyber Hanne og Ejnar Grøn.
Den hjælpende hånd for erhvervslejere, der har brug for det, kan være løsninger som at få ændret huslejebetalingen fra kvartalsvis til månedsvis. Det kan være at bruge af depositum, en midlertidig nedsættelse eller udsættelse af huslejen.
“Vi har arbejdet på alle fronter. Vores mål er at holde fast i vore lejere og støtte op for at beholde dem. Det koster at finde en ny. De omkostninger vil vi hellere dele ud. Men så skal vi selvfølgelig se dokumentation i regnskaber, om vi tror på, at det kan lykkes,” forklarer Ejnar Grøn.

Det gode forhold til lejere

Det gode forhold til lejerne dyrkes også i det daglige ved at holde ejendomme og faciliteter i tip-top stand. Og så opfatter ægteparret Grøn deres lejere som en del af et netværk, hvor de lægger ordrer og henviser samarbejdspartnere og andre til.
Hos Skanderborg Erhvervcenter er man heller ikke bange for at sige nej til en ny erhvervslejer, hvis den pågældende virksomhed vil være i konkurrence med en eksisterende.
Og når der eksempelvis skal findes en ny lejer til en af boligerne, så holdes der altid personlige samtaler med tre kandidater, så man finder en lejer, der passer til de øvrige.
Hanne og Ejnar Grøn fremhæves også for at have tiltrukket mange nye virksomheder til Skanderborg, ligesom de har skaffet domicil til en række eksisterende.
Med et forsigtigt skøn om fem personer ansat i snit i virksomhedens 100 erhvervslejemål, betyder det, at 500 personer har deres daglige arbejde i en af Skanderborg Erhvervscenters bygninger.

Huser 30 iværksættere

Et af de seneste koncepter fra virksomheden var udvidelsen med etableringen af konceptet kontorhotel, der var en direkte udløber af krisen.
Det er for iværksættere, der gerne vil starte virksomhed, men som på kontorhotellet kun behøver at leje et skrivebord.
Således deler 30 små virksomheder i dag faciliteter med fælles kantine i et professionelt miljø, men uden selv at skulle investere en bondegård.

Hurtige løsninger

Der er 20 ansatte i Skanderborg Erhvervscenter, hvoraf der er 11 i håndværkerafdelingen. Det betyder, at virksomheden selv kan indrette lejemålene.
“Vores niche er at give tingene et personligt præg i forhold til virksomheder og lokaler. Hvis beliggenhed og størrelse på et lejemål er ok for en ny lejer, så er det resterende med indretning, etablering af en rampe eller ekstra port noget, vi kan løse hurtigt og med stor fleksibilitet,” forklarer Hanne og Ejnar Grøn om en anden styrke bag virksomheden.



























































Fire erhvervscentre
Godthåbsvej 3-65 er eneste nybyggede center, som i dag er tæt på færdigudviklet i det nye industrikvarter overfor Skanderborg Bakker. Centrets samlede bebyggede areal er på ca. 10.000 kvadrameter.
Dommergården er seneste tilkøb fra maj 2009. Den består af tre bygninger på Skanderborg hovedgade, Adelgade 15, 17, og 19, som tidligere var sæde for retshandlingerne i Skanderborg. Ejendommen har været gennem en nænsom restaurering i samarbejde med Kulturstyrelsen. Alle virksomheder har fået en helt unik ramme om deres aktiviteter med en enestående 5000m2 grund direkte til Lillesø.
Det ældste center, erhvervet i 1996, er er Danmarksvej 30-32. Bygningen udgør i alt ca. 11.000 kvadratmeter og er fordelt på ca. 30 lejemål.
Christiansmindevej 10-12 omfatter ca. 11.000 kvadratmeter bygningsareal. I Erhvervscenterets regi er fabrikken i dag ramme om en lang række virksomheder befolket af kreative og trendsættende lejere. Ejendommen ligger på en 55.000 kvadratmeter.