Nemt at banke på, når man kender naboen
I Hylke mødes landsbyens seniorer jævnligt i deres klub, og det giver det ekstra puf, at man tør banke på naboens dør til daglig
Der møder 30 ud af 50 medlemmer op til kaffemik sådan en formiddag på en flad onsdag sidst i januar.
Og snakken går livligt fra begyndelsen, mens de lune, hjemmebagte boller og kaffen bydes rundt.
Stedet er Hylke Skole, hvor seniorklubben Hylkes Aktive Livsnydere holder den månedlige, kombinerede hygge-kom-sammen og idemøde om fremtidige arrangementer.
Aktiviteter i højt tempo
Man skal holde tungen lige i munden, når der læses op fra de aktive seniorers program: Der spilles Krolf på egen bane hele vinteren, der er den ugentlige spadseretur i naturen, hvor der i øvrigt også samles skrald sammen, der er virksomhedsbesøg, foredrag, biograftur, udflugter og meget mere.
Det særlige Hylke-gen
Og så besidder seniorerne i øvrigt også det særlige Hylke-gen, at de gerne tager en tørn for deres landsby, når der er brug frivillige til at give en hånd med.
Det gælder, når der skal smøres sandwich ellers laves mad til et arrangement i forsamlingshuset, hvis der skal samles penge ind til en hjertestarter, eller hvis der er brug for en deling frivillige til noget af det klargørende arbejde forud for det kommende skolebyggeri.
Tre af de primære ildsjæle bag Hylkes Aktive Livsnydere er Irma Christensen, Anita Jørgensen og Valborg Haagaard fortæller om gerne om, hvad målet er med klubben.
“Det sociale samvær er guld værd, og det primære formål med det hele. Klubben giver det ekstra, der gør, at man tør banke på hos naboen, fordi man lærer hinanden at kende gennem aktiviteterne,” lyder det fra Irma og Anita.
Foreningen blev etableret for et år siden, og den bygger videre på Hylke Seniorklub, der på daværende tidspunkt havde ligget i dvale i flere år.
“Da vi talte om at genoplive seniorklubben blev vi hurtigt enige om, at det ikke skulle være efter samme opskrift med banko og lignende. Det skulle være noget meget mere aktivt, så vi fik folk ud af de små hjem,” husker de to aktive livsnydere om starten.
Fra mund til mund
Det er i høj grad lykkedes at få opbakning til aktiviteterne. Og budskabet om de aktive livsnydere går fra mund til mund i Hylke. Og ellers får Irma, Anita eller Valborg gjort reklame for klubben, når man mødes hos landsbyens købmand.