Dramatisk Løkke-exit fra Venstre
Den forhenværende statsministers bror har under stor dramatik trukket sig fra Venstre og er nu løsgænger i byrådet. Sagen startede for et år siden
20. februar sidste år var der generalforsamling hos Venstre i Fredensborg. Der skulle vælges medlemmer til bestyrelsen, og byrådsmedlem Knud Løkke studsede temmelig meget, da han i døren fik stukket en seddel i hånden af byrådskollega Thomas Bak.
På sedlen stod der nogle navne, og beskeden var, at navnene var på personer, som byrådsgruppen ønskede valgt ind i bestyrelsen.
Dén seddel og manglende forklaringer og handlinger fra partiets lokale ledelse fik Knud Løkke til - stik imod en helt håndfast aftale, han havde lavet med sig selv - at bestige talerstolen på generalforsamlingen et år senere.
Og så brød helvede ellers løs.
For Knud Løkke lagde ikke fingre imellem i sin kritik af kulturen i partiet, at navngivne byrådsmedlemmer og af ledelsen i byrådsgruppen og i vælgerforeningen. Efter en følelsesladet tirade vendte han om på hælen, forlod generalforsamlingen. Og partiet.
Resultatet er i dag nemlig det, at Knud Løkke ikke længere er medlem af det parti, som hans storebror, Lars, er formand og statsministerkandidat for.
Generalforsamlingen i år fandt sted dagen efter, at Knud Løkke også i byrådssalen meget kraftigt fik markeret, at han er imod den linje, som partiet lokalt fører.
Her skulle byrådet stemme om at skære i afdragene på kommunens lån. Venstre var gået til valg på ikke at røre afdragene, men partiet var i økonomiudvalget ugen før gået med til at tilsidesætte valgløftet. Som den eneste fra Venstre stemte Knud Løkke i byrådet imod at skære i afdragene på kommunens gæld.
En måned tidligere fulgte Knud Løkke partilinjen i sagen om at lukke Vejenbrødvej i to år. Løkke stemte her imod sin holdning og var med egne ord med til at lukke en vej mod hans egen vilje.
Fik nok
“Da Thomas Bak på generalforsamlingen står og soler sig i ‘det fantastiske' i at lukke Vejenbrødvej og senere også forklarer ‘det geniale' i at bryde vores valgløfte med hensyn til genopretningsplanen og samtidig også siger, at der kun er én - mig - der ikke har set lyset, så får jeg nok,” forklarer Knud Løkke til Uge-Nyt:
“Jeg tog ellers til den generalforsamling med en sikker overbevisning om, at jeg ikke skulle sige ét eneste ord. Dagen før stemte jeg jo imod gruppen, og jeg var relativt nervøs for, hvor jeg ville blive taget imod.”
Løkke ikke alene
Ifølge Knud Løkke er han ikke den eneste i byrådsgruppen, der var imod at skære i afdragene på kommunens gæld.
“Der var andre, der ville stemme som mig på byrådsmødet. Da jeg gikind gennem døren, var der tre andre, der helt tydeligt tilkendegav over for mig, at de var enige med mig. Som gruppen så ud den aften, var der fire, som var imod. Jeg var så den eneste, der stemte imod,” fortæller han:
“Men det var jo det, vi gik til valg på. Det var det, vi forlod budgetforhandlingerne på sidste efterår. Venstre ville ikke ændre på afdragene, for vi vil have de lån ud af verden. Og nu - over night - står vi så ikke for den holdning længere. Det blev vedtaget på et lukket møde i økonomiudvalget, som vi jo ikke kan referere fra.”
Lukket, ulækkert kredsløb
Dét var en af de ting, Løkke talte om med store bogstaver på generalforsamlingen. En anden var generalforsamlingen i 2014:
“Jeg konfronterede Thomas Bak med, at han et år tidligere manipulerede med generalforsamlingen, da han afleverede en seddel til deltagerne om, hvem byrådet anbefalede dem at stemme på til bestyrelsen. Men han havde ikke spurgt byrådsgruppen først. Bestyrelsen er højere rangeret end byrådet, og byrådet skal ikke blande sig i sammensætningen af bestyrelsen. Hvis byrådet - som tilfældet var - manipulerer med sammensætningen af bestyrelsen, er det usundt. Det bliver til et lukket kredsløb, som er ulækkert,” siger Knud Løkke:
“Men alle i partiet i Fredensborg er ramt af sygdommen ‘Den gode Tone' og det med, at man ikke skal vaske sit snavsetøj i offentligheden. Det er vigtigere, at det ser pænt ud, end at tingene foregår rigtigt.”
Gruppemøde
Løkke fortæller, at han på vej hjem fra generalforsamlingen talte med den fraværende gruppeformand Thomas Elgaard, som ifølge Løkke sagde, at skårene nok skulle blive klinket.
“Siden har han ikke taget kontakt med mig for at få klinket noget. 5. marts var der gruppemøde, som jeg ikke kunne deltage i på grund af min kærestes fødselsdag. Jeg meddelte dog inden mødet, at jeg ikke kunne være en del af gruppen, så længe Thomas Bak sidder i økonomiudvalget,” forklarer han:
“Thomas Elgaard lovede at ringe lige efter mødet, men jeg hørte ikke noget. Dagen efter meddelte jeg ham og formand Niels Venge, at jeg regnede med, at jeg nu skulle trække stikket, og to timer kom en sms fra Venge om, at der ikke var opbakning til at få omstruktureret gruppen.”
Mail til bestyrelsen
Og så skrev Knud Løkke en seks sider lang mail, hvor han redegør for sit syn på det ét år lange forløb. Mailen kan læses på Uge-Nyts hjemmeside.
Mailen fik den konsekvens, at Venstre meddelte byrådets sekretariat, at Knud Løkke havde meldt sig ud af partiet. Men det havde han ikke.
“Det var helt bevidst, at jeg netop ikke skrev, at jeg meldte mig ud. Tirsdag skrev jeg til landsorganisationens leder Claus Richter, som fortalte, at ingen i Venstre Fredensborg havde fortalt om sagen, men at man gerne ville mægle,” fortæller Løkke.
Planter historie
“På et bestyrelsesmøde onsdag afviser Thomas Bak alt, hvad jeg siger som løgn, og Thomas Elgaard meddelte, at der heller ikke var meget, han kunne genkende. Hvordan kan man mægle på noget, hvor alt, hvad jeg siger fremstilles som løgn? Skal jeg så gå ud og sige, at jeg kun er delvist lystløgner? Jeg havde ikke noget andet valg end at gå,” siger Knud Løkke og slutter:
“Man har undervejs ønsket at ekskludere mig for partiskadelig virksomhed, og man har forsøgt at plante en historie om mig i Ekstra Bladet, i amtsavisen og Uge-Nyt om, at Lars Løkkes bror har skabt sig tosset på generalforsamlingen. Og det har jo kun haft ét eneste formål: At skade partiets landsformand. Og så taler man om partiskadelig virksomhed,” slutter Knud Løkke.
Mere på side 4
Læs hele Knud Løkkes mail til bestyrelsen på Uge-Nyts hjemmeside:
www.uge-nyt.dk