Fortsæt til indhold

Teltholderne knokler for at blive klar

Snart åbner Bakken for en ny sæson. DGO tog på visit, mens teltholderne gjorde klar

Samfund
Tekst og foto: Kathrine Albrechtsen

Boret, pudset og banket.
Fra Bakken har der den seneste måned lydt en hektisk aktivitet fra boder, forlystelser og restauranter, hvor teltholdere har gjort klar til åbningen torsdag den 26. marts.
Villabyerne gik en tur rundt med administrerende direktør for Bakken, Nils-Erik Winther, for at følge med i de sidste forberedelser.
“I år har vi som noget nyt en ny flysimulator. Og så kan folk udfordre hinanden med femkampe til de forskellige behændighedsspil såsom bueskydning, der også er en nyhed”, siger han, mens vi går ind gennem den røde port til Bakken.
Jo længere vi bevæger os ind, desto mere stiger summen af aktivitet. Ved et lilla og blåt-stakit står John Sigurdsson, forhenværende teltholder og æresmedlem af Bakken, med et søm i munden og boremaskine i hånden for at fastgøre de farverige brædder.
“Mine børn har overtaget forretningen, men jeg kan alligevel ikke lade være med at hjælpe til herude”, siger han.
Fra på torsdag bliver der ikke kun fyldt i gaderne, også bagved i små lejligheder, hvor en del af teltholderne flytter ind de næste seks måneder.
Samlet har Bakken 50 teltholdere, som råder over 150 enheder. Men når alle ansatte og timelønnede sæsonmedarbejdere bliver talt op, ender Bakken som en arbejdsplads for 1.000 mennesker de næste fem måneder.
“I gamle dage kom de hertil med telte, deraf navnet. Det er netop styrken ved Bakken, at det er selvstændige ejere, som både skaber et sammenhold og en sund konkurrence”, siger Nils-Erik Winther.

Amputeret blæksprutte

Længere nede ad gaden støder vi ind i Gert Barfod, ejer af Hjulspin og Derbyspillet, som lige har læsset 21 paller af med slik og chokolade.
“Hele vinteren går med småreparationer. Hvert år er der et nyt projekt, for eksempel er Derbyspillet i år blevet renoveret med lyskæder og ny facade. Især nu, hvor vi skal ligge over for det nye Korsbæk, så må lige shine os op”, griner han.
Også forlystelser bliver klargjort, tjekket og testet, før kontrollører og politi kommer forbi onsdag. Samme dag, hvor hele Bakken bliver spulet og renset ned efter strømmen af biler og varvogne, som har kørt ind og ud ad porten de seneste par uger. Ved forlystelsen ‘Extreme' er Thomas Olsen iført en gul heldragt allerede i gang med at frigøre gulv og skilt for vinterens snavs.
Også ‘Rutschebanen', som er det eneste A/S Dyrehavsbakken bestyrer, er med nyt træ klar til sæsonens hvin og hyl.
“Hvert år udskifter vi forskellige brædder, så der faktisk er en helt ny rutschebane hvert 5. år”, siger Nils-Erik Winther.
Vi går forbi forlystelsen ‘Blæksprutten', som virker helt hjælpeløs, idet armene ikke har fået de sidste dele på og hviler på trækasser.
Ved synet af den amputerede blæksprutte, udbryder Nils-Erik Winther.
“Vi skal nok nå det inden torsdag”.

John Sigurdsson, forhenværende teltholder og æresmedlem af Bakken.
Administrerende direktør Nils-Erik Winther åbner sammen med Ulf Pilgaard Bakken på torsdag.
Tidligere lokomotivfører i DSB Bo Sørensen gør Rutschebanen klar.
Fra torsdag står Bakken klar til ny sæson.
‘Blæksprutten’ mangler stadig sine sidste dele, før gæsterne kan få en svingtur.
Gert Barfod har netop læsset 21 paller af med slik og chokolade.
Thomas Olsen i den gule heldragt renser 'Extreme' fri for snavs.