Hvinende motorsave og flismaskiner i skovene
Skovarbejdere er i fuld sving med at tynde ud i de halvstore træer i Dyrehaven, Geels Skov og Jægersborg Hegn
Forår Besøgende i Dyrehaven, Geel Skov og Jægersborg Hegn vil i de næste uger kunne opleve skovarbejdere fælde nogle af de halvstore træer med hvinende motorsave. Man vil også kunne opleve en stor skovningsmaskine, der med effektivitet og præcision lægger træerne ned i ensartede længder.
”Vi passer godt på skoven, derfor er det nødvendig at tynde ud i nogle af de halvstore træer, så de, der står tilbage, kan få lys og plads til at vokse sig store og stærke,” siger skovfoged Peer Søland, Naturstyrelsen.
Iflge ham skal man ikke afholde sig fra at cykle og gå i skoene, for skovarbejderne er gode til at tage hensyn.
"Men vi henstiller til at besøgende holder afstand til de store maskiner,” siger han.
I Jægersborg Hegn vil en stor flismaskine forvandle de store stakke af træstammer til flis, som dernæst køres på varmeværket. Det forventes at skovningen vil være overstået midt i april.
”Selvom der bliver fældet træer til tømmer og flis, så ligger der stadig masser af dødt træ i skovbunden til glæde for svampe og insekter”, siger Peter Søland.