Nedlæg Kristendemokraterne
Partiet har ikke en fremtid alene. Valget står mellem nedlæggelse eller fusion med et andet parti, mener den sydjyske kandidat
Kristendemokraterne som parti har ikke nogen fremtid. Det mener den sydsjyske folketingskandidat, Henri Nissen.
I morgen holder Kristendemokraterne hovedbestyrelsesmøde i Fredericia. Og her vil han foreslå, at partiet nedlægger sig selv. Eller fusionerer med enten Dansk Folkeparti, Venstre eller Konservative Folkeparti.
"Nu har vi haft tre-fire valg uden at komme ind. Det kan ikke blive ved. Hver gang skal vi ud at samle 20-30.000 underskrifter og bilde os selv ind, at denne gang lykkes det. Under en valgkamp kører man hinanden og sig selv lidt op, så man også tror på det. Men det kan jo ikke fortsætte. Og jeg synes, at det her skal prøves, inden vi spredes for alle vinde," siger Henri Nissen til Lokalavisen Fredericia.
Helst de konservative
Henri Nissen forestiller sig, at partiet fusioneres med et andet parti. Og han mener, at Det Konservative Folkeparti er det mest oplagte valg.
"De stod oprindeligt for mange af de samme ting som os. Og i Europaparlamentet er vi i samme gruppe," siger Henri Nissen.
Alternativt peger han på Venstre og Dansk Folkeparti som mulige fusionspartnere.
"Vi har meget etik og moral tilfælles med Dansk Folkeparti. Og jeg har mødt mange, der sympatiserer med Kristendemokraternes synspunkter, men som alligevel stemmer på DF, fordi - som de siger 'DF kommer jo ind'", siger Henri Nissen til Lokalavisen Fredericia.
Uanset hvilket parti, Kristendemokraterne skulle vælge at søge fusion med, vil det være en tung beslutning.
"Der vil altid være kameler at sluge. Men alle partier har jo noget fornuftigt at byde på," siger Henri Nissen.
Han fornemmer en vis opbakning til tankerne blandt andre kristendemokrater.
"Men nu skal det vise sig, om opbakningen er stor nok," siger han.