Nyt samarbejde bekæmper mink i naturen
Kolding Kommune og Naturstyrelsen går på jagt efter mink
Et nyt samarbejde mellem Kolding Kommune og Naturstyrelsen skal forsøge at komme fritlevende mink i særligt udpegede naturområder til livs. Minken hører ikke hjemme i naturen, og er en trussel mod blandt andet vandfugle.
Undslupne mink fra farme har etableret fritlevende bestande i hele Danmark og flere observationer tyder på, at det er lykkedes minken at yngle i naturen. I Kolding har der været observationer af mink i Kolding Å, Åkær Å, Donssøerne og Hejls Nor.
“Minken er naturligt hjemmehørende i Nordamerika, og er i Danmark en såkaldt invasiv art - en art som ikke hører hjemme naturligt i Danmark. Problemet er, at den som fortrænger vores hjemmehørende arter”, forklarer Theis Algren Dahm, der er jordbrugsteknolog.
Minken er især en stor trussel mod jordrugende vandfugle, da den kan svømme, i modsætning til hjemmehørende rovdyr som ræv, ilder, brud og grævling. Minken er meget god til at tilpasse sig, da den både kan jage i vand og på land, og med et ønsket menukort, der spreder sig fra fugle, skaldyr, padder, smågnavere og fisk, har den gode muligheder for at leve under forskellige vilkår. Hvis den ikke kan finde det rigtige fødeområde eller er i konkurrence med andre mink, flytter den sig gerne op til 20-25 km på kort tid.
Bekæmpelsen af minkene sker med to slags fælder: Såkaldte sms-fælder og slagfælder. I alt er der indtil nu opstillet 10 sms-fælder og 10 slagfælder på flydeplatforme.
Sms-fælderne er trådfælder med et monteret smsmodul, som sender en sms til den tilsynsførende, når fælden er klappet. Ved modtaget sms bliver fælden efterset, og hvis det er en mink bliver den aflivet. Bifangster bliver selvfølgelig genudsat.
Slagfælderne slår minken ihjel øjeblikkeligt. Slagfælderne er monteret på flydeplatforme på vandet, da det reducerer bifangst af andre mårdyr markant. Indgangshullet til slagfælden er ligeledes lavet i en dimension, så odder og odderunger ikke kan komme ind.
Fælderne vil i første omgang blive sat ud på forsøgsbasis i 2015.