Fortsæt til indhold

Folk flygtede i panik

Smukfest oplevede torsdag aften en gentagelse af paniksituationerne fra Prince-koncerten for to år siden

Samfund
Af Grethe Bo Madsen

For to år siden var der kaos foran Bøgescenerne, da Prince gav koncert på Smukfest. I aften gentog panikscenerne sig, denne gang foran Rytmescenen, da Kim Larsen gav koncert. Familier med børn, teenagere, unge så vel som gamle - alt for mange ville opleve nationalskjalden.
Det resulterede allerede ganske kort tid efter koncertens begyndelse i tumultagtige scener, da folk begyndte at gå i panik, fordi de ikke kunne komme væk, mens nye festivalgæster stadig strømmede til koncerten og pressede på bagfra.
Flere af Lokalavisens medarbejdere oplevede på helt nært hold, hvordan forældre forsøgte at beskytte deres børn ved at løfte dem op over hovedet, mens unge piger grædende gik i panik. Andre forsøgte uden hensyn at mase sig igennem.
Efter kort tid måtte sikkerhedsvagterne stoppe koncerten, mens nødudgangene blev åbnet, så chokerede koncertgæster kunne slippe væk.
Mange berusede koncertgæster ville først ikke følge sikkerhedsvagternes anvisninger, hvorefter vagterne forklarede, at der var tilskadekomne, og at det derfor var strengt nødvendigt, folk fulgte dem. Undervejs blev politiet tilkaldt.
Ved nødudgangene stod vagter klar med koldt vand, mens flere sad rundt omkring på træstubbe og forsøgte at komme sig ovenpå oplevelsen.
"Vi var simpelthen ved at blive mast. Det er fuldstændig lige som dengang med Prince," fortæller en chokeret pige, der er ved at guide sin grædende veninde væk fra koncerten.
En af hendes kammerater, Peter Madsen fra Vejle, fortæller, hvordan de kom til at sidde fast midt i menneskemængden.
"Det var vildt. Vi kunne hverken komme frem eller tilbage, og vores veninde kunne ikke få luft. Vi kunne mærke, hvordan panikken begyndte at sprede sig mellem folk. Det var fuldstændig sindssygt."
"Det her var værre end presset nede på tredje række foran Tiësto i aftes. Jeg hørte securityfolkene skrige til folk, at de skulle gå ud," fortæller Andreas Mikkelsen fra Esbjerg.
Byrådspolitiker i Skanderborg, Christina Bottke, forsøgte at få sin grædende teenagedatter væk fra menneskehavet.
"Vi blev fanget i mængden og var ved at blive mast. Det er en meget uhyggelig oplevelse. Vagterne burde meget hurtigere have indset, at der var alt for mange mennesker på pladsen foran Rytmescenen og have stoppet koncerten," mener hun.
Også Iben Eske Mandsen fra Skanderborg er stærkt chokeret efter oplevelsen.
"Det her er et perfekt eksempel på dårlig crowd control," mener hun.
"Jeg oplevede folk, der var ved at blive mast op mod træer og andre, der forsøgte at holde sig oprejst ved at holde fast i borde. Hvis folk fald, så ville de ikke kunne komme op igen. Jeg synes, Smukfest har undervurderet, hvor populær Kim Larsen er. Det er forkert, at lade ham spille på Rytmescenen i stedet for Bøgescenen."