Fortsæt til indhold

Fuld mand bragede ind i tre parkerede biler

36-årig mand fra Skibby sigtet for spirituskørsel efter hasarderet kørsel

Samfund
Af Birgitte Masson

En 36-årig mand fra Skibby havde natten til søndag sat sig bag rattet efter at have drukket tæt.
Det skulle han aldrig have gjort. For i høj fart mistede han herredømmet, da han klokken 02.08 natten til søndag kørte ad Sønderbyvej i sydlig retning. Ud for nummer fire på Sønderbyvej ramte han et stengærde, hvorefter han samtidig påkørte et skilt. Efterfølgende kørte han ind i tre biler, som holdt parkeret ved Sønderby Kro, her ramte han i følge politiets oplysninger også en carport.
Den hasarderede kørsel endte brat, da den 36-årige kørte ind i muren til køkkenet på Sønderby Kro. I følge politiets oplysninger forlod den 36-årige stedet, men blev anholdt to timer senere, hvor han blev sigtet for spirituskørsel. Ingen mennesker kom noget til ved den 36-åriges vanvidskørsel.